9-10 passagerer med rutefly fra Aarhus Airport: »Vi ved, det er en taber - og arbejder benhårdt på flere morgenafgange«
Aarhus Airport-direktør »går benhårdt« efter morgenafgange til Frankfurt og München. Men vil også gerne have fat i de profitable charter-kunder, der i dag vælger Billund.
Boardingområdet ligger så tilpas øde hen denne torsdag formiddag, at et interview sagtens kan foregå her. Lufthavnsdirektør Brian Worm sætter sig til rette i en af de mange ledige Hay-loungestole med panoramaudsigt til landingsbanerne i Aarhus Airport.
Din Avis Aarhus har taget en bunke spørgsmål med til direktøren, der ganske vist pr. 1. februar har valgt at fratræde sin stilling, men stadig beredvilligt stiller op. Lufthavnens skrantende økonomi fik senest i maj sidste år Aarhus Kommune til at spytte i den slunkne lufthavnskasse med 180 millioner kroner, mens de to djurslandske kommuner hver bidrog med 10 millioner. Det skete med en klar forventning om, at en privat investor - inden længe - lægger i omegnen af 100 millioner i de østjyske lufthavnsambitioner.
At kommune-millionerne allerede har pyntet på bygningerne er tydeligt, men trods indpakningens opgradering, er indholdet endnu ikke i samme grad fulgt med. Aarhus Airport havde i 2022 et mål om 35 destinationer, men kan i 2023 tilbyde rejser til 26 steder, hvoraf otte kun tilbydes om sommeren.
En ellers attraktiv München-rute, der kom på programmet i 2021, er lukket igen. En ellers erhvervsvenlig daglig afgang til en travl transit-lufthavn i Amsterdam ligger klokken 12. Og ellers kan turen gå til steder som København, Stockholm, London, Malaga, Milano, Bukarest, Gdansk og Sharm el Sheikh.
Er det erhvervslivet eller charter-turister, man satser på, skal få de røde tal vendt til sorte?
Brian Worm kalder først og fremmest Aarhus Airport for en »business-lufthavn«, men samtidig understreger han, at den er for alle.
»I modsætning til andre lufthavne har vi en meget stor erhvervsandel. Det, vi kalder erhvervsdestinationer, såsom København, Stockholm, London og Amsterdam, udgør cirka 60 procent af vores trafik. Men jeg kan jo selvfølgelig ikke se, om den enkelte kunde rejser for at arbejde eller shoppe,« siger Brian Worm og tilføjer:
»Selvom vi har flere charter-destinationer, så er antallet af passagerer markant større mod erhvervsdestinationerne,« forklarer Brian Worm.
Noget for pengene
Fokusset på erhvervslivet er ikke blevet mindre, siden de tre ejerkommuner postede de i alt 200 millioner kroner i lufthavnen i maj. Pengene fra Aarhus Kommune kom fra et overskud, der pludselig opstod, da staten gik ind og finansierede en del af Marselistunnelen. Dermed blev der ikke behov for rundt regnet en milliard kroner, som var kommet i kommunekassen via den såkaldte dækningsafgift, som er en skat på erhvervsejendomme.
»Det er jo ikke en hemmelighed, at da vi fik vores indskud, var det med øje på, at det kom fra Marselistunnelen og dermed erhvervslivet. Så jeg har jo en flok erhvervsmænd, der sidder og kigger på mig og siger, at de vil gerne have value for money,« forklarer Brian Worm.
Lige nu har lufthavnen dog ikke en rute til hverken München eller Frankfurt, selvom det står højt på erhvervslivets ønskeliste.
»Man skal ikke kigge meget ind i spåkuglen for at forudse, at vi arbejder benhårdt på München og Frankfurt. Det vil erhvervslivet gerne have,« siger Brian Worm.
Man har dog tidligere kunnet flyve til München fra Aarhus. Den rute blev præsenteret i 2021 med seks ugentlige afgange.
Hvis den er så efterspurgt af erhvervslivet, hvorfor eksisterer den så ikke i dag?
»Rent finansielt skete der det, at man skubbede afgangen fra en morgen- til en sen eftermiddagsafgang. Det betød, at vi ikke kunne fylde flyet. Derfor var den destination pludselig ikke attraktiv længere. Vi vil ikke bruge finansiel og organisatorisk krudt på at få en middagsafgang, som, vi ved, ikke kan stå alene. Det var det, der skete,« siger Brian Worm og læner sig tilbage i Hay-loungestolen.
Denne torsdag ved middagstid har KLM et fly fra Amsterdam, der lander i Aarhus klokken 11, og afgår mod den hollandske hovedstad igen lokken 12. Det er dog også kun et spørgsmål om tid, før der kommer morgenafgange, forsikrer direktøren:
»Det har aldrig været KLM’s intention bare at komme ind med en middagsrute, for den er ikke rentabel i sig selv. Du skal have morgen, middag og aften med, og det ved KLM godt. Det ligger i deres pipeline, ellers havde de aldrig truffet beslutningen,« siger Brian Worm.
Så der kommer morgenafgange - helt uafhængigt af hvor mange der benytter middagsruten? Din Avis Aarhus talte en 9-10 passagerer med flyet i dag.
»Ja, det er ligegyldigt. Som enkelt-afgang ved vi godt, at en klokken 12-rute er en taber,« siger Brian Worm, der ikke vil offentliggøre de nøjagtige passagertal på ruten.
En rute, kan man dog godt fylde flyene på, og det er indenrigsruten Aarhus-København, som SAS tilbyder.
»Når SAS flyver, så fylder vi jo flyene begge veje.«
Hvad tænker du om, at SAS i december åbnede en ny, direkte New York-rute fra Aalborg Lufthavn - og ikke fra Aarhus?
»Umiddelbart ville jeg rigtig gerne have haft den rute. Og jeg bød også ind på den med den økonomi, jeg syntes, var forsvarlig. Så dukkede Play op, og uden at jeg kan gå i detaljer, så kommer Play bare med nogle helt andre priser til kunderne,« siger Brian Worm med henvisning til, at det islandske lavprisselskab åbner en rute til juni med flyvning fra Aarhus, med stop i Island, til New York, Boston, Baltimore og Washington DC.
Vil også gerne charter
Selvom erhvervsvenlige ruter er et fokusområde for Aarhus Airport, så er turisterne bestemt også attraktive, forklarer direktøren:
»Mestendels fordi charterfamilierne bruger rigtig mange penge i vores lufthavn. Skal du til møde i Amsterdam og blæser igennem lufthavnen, får du måske en kop kaffe - måske endda en croissant - og så er du videre. Du sætter dig ikke ned og får mad og drikke og kigger på en dims, der kan beskæftige dine unger i flyet. Så der er meget mere omsætning i de chartergæster, der triller igennem lufthavnen.«
Brian Worm lægger dog ikke skjul på, at aarhusianerne i dag i højere grad vælger Billund, hvis de skal på ferie:
»Billund er en rigtig stærk lufthavn for aarhusianerne, når det gælder charter. De vælger PrimoTours, den største charteroperatør, som er i Billund. Vi har fået AarhusCharter retur hertil, som er en del af PrimoTours, men Billund har et kæmpe forspring der.«
Han mener dog, at mange aarhusianere - og særligt erhvervsfolk - vælger Aarhus Airport til, hvis den rigtige destination er der:
»Hvis vi har en destination, som aarhusianerne gerne vil til, så bruger de vores lufthavn. Hvis vi ikke har den destination, bruger de primært København og Hamborg. På charterdestinationer er vores største konkurrent Billund. De har også i mange år haft tre daglige afgange til Amsterdam, så de er foran os på mange parametre.«
Aarhus Airport har i dag ikke har noget særligt VIP-område - det hele er VIP, lyder parolen - og med de meget få rejsende sådan en torsdag middag, er der da heller ingen køer nogen steder. Rammerne står klar til både erhverv og turisme, og direktøren går efter det hele:
»Jeg har stor fokus på erhverv, men vi tjener samtidig rigtig gode penge på charter. Jeg er lidt grådigt anlagt, så jeg vil gerne have det hele.«