Lufthavnsreportage: Welcome to Aarhus – og et mennesketomt designmekka i guld
Din Avis Aarhus har besøgt Aarhus Airport, der har gennemgået en markant forvandling, som var tæt på at dræne lufthavnen for penge.
Det er ikke til at overse, når man kommer kørende på Ny Lufthavnsvej sådan en regnfuld vinterdag.
De trætte facader, der bragte mindelser om provinsens banegårde blottet for enhver æstetisk ambition, er erstattet af glas og gyldne nuancer. Nu ligner Aarhus Airport ikke længere nedlagt industri på Lars Tyndskids mark i Tirstrup, men en guldbarre - på samme ubehjælpsomme placering, dog.
Din Avis Aarhus har været på visit i den lufthavn, der gennem årene har slugt så mange skattekroner, for at se, hvad vi har fået for pengene.
Det er heldigvis ikke noget problem at finde en ledig bås på den halvfyldte parkeringsplads, der tilbyder op til fem timers gratis parkering. Avisen ankommer lige i tid til, hvad vi forventer vil være et stort passageropbud til den nye Amsterdam-rute med KLM’s ’Cityhopper’. En angiveligt eftertragtet erhvervsrute, som gik i luften fra Tirstrup den 30. oktober.
Men var det ikke for den prosaiske loungemusik, ville man denne formiddag kunne høre en knappenål falde til jorden i den flotte terminal. Kun en enkelt udenlandsk familie står ved check-in’en til ’Cityhopperen’, der har plads til 132 passagerer. Over check-in - nær nogle imponerende, svævende designlamper - hænger infoskærmen. Her er der blevet plads til næsten tre dages afgange.
HAY og trælister
Gabende tom er lufthavnen dog ikke. Et par ansatte står og taler med hinanden, og en håndfuld håndværkere arbejder hist og her. Aarhus Airport er fortsat i gang med den massive ombygning og modernisering, der blev igangsat i 2020, og som inden overførslen af det 200 mio. kr. store kommuneindskud i maj 2022 var ved at dræne den slunkne pengebeholdning.
Ombygningen forventes at vare frem til udgangen af 2023 og vil ifølge afgående direktør Brian Worm koste i omegnen af 225 mio. kr.. Indtil videre har forhallen, sikkerhedskontrollen og afgangsområdet fået en ordentlig overhaling, og flot er det. Da direktøren i forbindelse med ombygningen sagde, at lufthavnen skulle byde på VIP for alle, mente han det øjensynligt. Lufthavnen har beklædt væggene med de allestedsværende trælister og udskiftet det udtjente inventar med HAY-designinteriør i alle afskygninger.
»Købt lokalt,« lyder det senere fra kommunikationschef Tina Baungaard-Jensen om inventaret fra designgiganten, der blev stiftet i Horsens og har hovedkvarter i København.
Din Avis trasker hen til ankomstområdet i håb om i stedet at fange nogle af de passagerer, der ankommer fra Amsterdam.
Udenfor i regnen venter lufthavnsbussen og en stribe taxaer, der håber på kunder. Og det er et håb, for der er ingen garantier herude, fortæller en taxachauffør fra Djursland, hvis kollega forleden ventede i ni timer uden en eneste kunde. Men det svinger meget, påpeger han.
Tørstig irer
Kitt Trentel venter med os på Amsterdam-ankomsten. Hun ankom fra Kastrup for to timer siden og venter på en kunde, som skal med til et møde i Aarhus.
»Det kunne måske have været fint med en café, så man kunne få en kop kaffe,« lyder dommen over terminalen fra forretningskvinden, som fandt en stikkontakt, så hun kunne bruge ventetiden på arbejde.
Vi venter i det bløde og mange meter lange sofaarrangement, da ankomstdørene endelig åbner. Det er ikke ligefrem en strøm af mennesker, der stormer ud. Mellem småinterviews når avisens udsendte at tælle 9-10 passagerer fra den rute, som direktøren ved lanceringen kaldte »en gave til østjyske ferierejsende og erhvervslivet.« Lufthavnen vil ikke oplyse det præcise antal passagerer på dagens fly til og fra Amsterdam, selvom tallene bliver offentligt tilgængelige om en måneds tid.
»Do you know, if there’s a pub here?« lyder et næsten for stereotypt spørgsmål fra en ældre, irsk mand. Avisens svar, at man vist kan trække en øl i automaten nede ved check-in, synes nedslående.
Rasmus Vestergaard fra Lystrup kommer fra Basel via Amsterdam og flyver hver anden uge ifbm. sit arbejde.
»Jeg er først for nylig begyndt at bruge Aarhus Airport, fordi der er kommet denne rute. Jeg tror, jeg kommer til at bruge den eller Billund, selvom afgangen kl. 12 ligger forkert. Det er dejligt, at lufthavnen er ombygget, men jeg forstår ikke, at man ikke har ført letbanen herud. Det er fuldstændig hul i hovedet,« fastslår han, inden han vender snuden mod Aarhus.
Restauratør er med
Vi glider tjept igennem security, fordi der ikke er andre mennesker, og ligeledes tax free, der har lokale varer på hylderne.
I venteområdet kan man afsætte ungerne i et imponerende stort og skinnende nyt legeland med klatretårn, rutsjebane og interaktiv airtrack med spillekonsol - eller sætte sig i det fløjlsbløde HAY-møblement og få lidt mad og drikke fra MIB-restauranten.
Her har de to restaurantmedarbejdere god tid til at pudse glas og tørre metrofliserne af.
»Men det er faktisk en stigende forretning,« forklarer Aarhus-restauratør Martin Ib over telefonen.
»Jeg tror fortsat fuldt og fast på det her og har en overbevisning om, at der kommer flere ruter til. Derfor har jeg heller ikke et punkt, hvor jeg siger dertil og ikke længere, for der er jeg slet ikke. Men ting skal jo hænge sammen. Ingen gider tabe penge på at gå på arbejde, men så længe der er fremdrift og det gode samspil mellem os og lufthavnen, som er tilfældet, så er jeg med,« lyder det optimistisk fra manden med de mange madsteder.
Han glæder sig til, at chartersæsonen starter, for det er turisterne »der batter«. Dem er der ingen af denne kolde januardag, men om lidt kommer vinterferien, og i marts afgår første fly mod Mallorca.
Når passagererne først kommer, så er det i hvert fald til indbydende rammer. I 2022 var der 422.003 af slagsen. Og der er plads til mange, mange flere.