International organisation vil have 20 løver i Højbjerg
Den internationale frivilligorganisation Lions Club har flere klubber i Aarhus. Nu vil man gerne starte en op i Højbjerg
Siden 1917 har Lions Club eksisteret, og frivilligorganisationen har på verdensplan 1,4 millioner medlemmer. Også i Danmark er organisationen blevet udbredt, og i Aarhus er der 16 klubber tilknyttet med mere end 300 medlemmer. Nu arbejdes der på at starte én op i Højbjerg, som skal dække området i Højbjerg, Holme og Skåde.
"I området omkring Højbjerg bor der en masse fantastiske mennesker, og vi har allerede folk, der er klar på at starte en klub op, men nu mangler vi bare lidt flere medlemmer," fortæller Steen Fryland, der til dagligt er tilknyttet afdelingen i Beder-Malling, men som samtidig fungerer som primus motor for det nye projekt i Højbjerg.
Her skal der tilknyttes minimum 20 medlemmer, før en eventuel klub kan blive en realitet. Og det er dem, der nu skal findes.
"Vi vil gerne være med til at skabe et socialt fællesskab af frivillige omkring det at gøre noget for godt andre. Der er en masse sociale boligbyggeri, hvor vi meget gerne vil ind og hjælpe og eksempelvis donere lidt i juletiden."
Alle i foreningen arbejder på frivillig basis, og det er kun det månedlige kontingent på 100 kroner fra hvert medlem, som er med til at betale de løbende administrationsomkostninger.
"Hver gang vi afholder aktiviteter som kræmmermarked, bridgeturnering eller tulipansal, så går 100 procent af overskuddet til humanitære formål, hvor vi støtter i vores lokalområde," fortæller Steen Fryland, som i Beder-Malling har støttet det lokale egnsarkiv med en ny printer, mens også flere lokale borgere har nydt godt af ekstra julehjælp.
Behovet er der
Steen Fryland fortæller, at Højbjerg mangler en forening som Lions Club.
Som medlem får man meget ud af det personligt, fortæller Steen Fryland, der har været en del af Lions Club i 16 år.
"Det betyder rigtig meget for mig. Jeg brænder helt vildt for det, og det er et kæmpe plus, at man har noget at give sig til og se frem til i ens hverdag. Bare det med at komme ud og have samvær med andre mennesker, så man ikke bare sidder i lænestolen og triller tommelfingre."
Det handler dog ikke udelukkende om at give en masse penge til gode formål.
"Vi donerer ikke altid bare penge. Vi tager også på ture med plejehjem og giver dem en festlig dag, så det hele handler ikke om at give penge, men også om fysisk nærhed, varme hænder og at hjælpe mennesker, som har brug for det.
4. oktober, klokken 19.00 afholdes der informationsmøde, om det at være medlem af en Lions Club. Mødet foregår på Lokalcenter Holme på Nygårdsvej 34, 8270 Højbjerg. Det er gratis at deltage og alle er velkommen.