42 lokale mænd fra Mårslet spytter tusindvis af kroner i byen
Group8320 blev stiftet for fem år siden, og med tiden har flere forskellige lokale foreninger nydt godt af gruppens fondsmidler
"Det er utroligt, hvad man kan skabe i lokalsamfundet, når man først får samlet kræfter til at gå sammen om noget. Det er voldsomme ting, man kan få igennem."
Sådan siger Klaus Valeur Leffers, grundlægger og bestyrelsesformand for Group8320. Et lokalt forankret netværk, som, udover at være et netværk af mænd fra Mårslet, også har været glade givere af op til flere beløb til kulturelle tilbud i byen. Heriblandt 60.000 kroner til Mårslet Multihal.
"Målet for os er, at vi kan være med til at få skabt nogle gode kulturelle initiativer i byen, og det giver os helt vildt meget igen at gøre det. Det er en tilfredsstillelse at være med til at sætte noget i gang, som bliver en succes," siger Klaus Valeur Leffers.
Tilbage i juni arrangerede gruppen sankt hans-fest i byen, hvor mere end 1000 mårslettere deltog. Her gik overskuddet også til lokale initiativer.
"Det var helt surrealistisk, og vi var sindssygt stolte af, at det kunne lade sig gøre at stable så stort et arrangement på benene. Det var super fedt, at noget kunne gå fra en spinkel tanke til at blive et kæmpe arrangement for så mange mennesker."
Det lokale netværk
Group8320 blev grundlagt for fem år siden i forbindelse med det lokale arbejde for at få en ny multihal i Mårslet.
"Vi kom til at tænke på, hvordan man kan skabe et netværk i et lokalsamfund, og hvilken konstellation, der fungerer bedst i Mårslet. Vi gik et par stykker sammen og satte rammerne for en gruppe, hvor mænd kunne mødes og lære hinanden at kende," siger Klaus Valeur Leffers og uddyber:
"Vores tanke var, at der kunne komme noget fagligt sparring ind over, som medlemmerne kunne bruges i hverdagen og på arbejdet. Mange af personerne i gruppen har meget at se til i hverdagen, og hvis man skal prioritere et netværk som Group8320, så skal det også give noget fagligt tilbage i sidste ende."
I netværket mødes medlemmerne seks gange om året, og ét af kravene er, at du skal have adresse i Mårslet.
"Alle donationer går udelukkende til Mårslet, og man ryger ud af gruppen, hvis man flytter. Ellers bliver det ikke ved med at være det lokale projekt, som var hensigten, da vi startede. Det kan man være enig eller uenig i, men der er også bare nødt til at være spilleregler," fortæller Klaus Valeur Leffers.
Skabe et godt samfund
De mange donationsforslag kommer dels fra medlemmernes input, men også fra borgere i Mårslet. Group8320 har en bestyrelse, der behandler de forskellige donationer og udvælger, hvordan midlerne skal placeres.
"Vi har placeret mange midler i den nye multihal, men vi vil gerne give mindre og mere bredt ud til forskellige tiltag."
Eksempelvis fik Mårslet Egnsarkiv en vandskade, som man gerne ville hjælpe til med.
"Der er så vanvittigt mange gode initiativer i Mårslet, og dem vil vi gerne støtte. Med pengene kan lokale foreninger få mulighed for at give deres medlemmer lidt ekstra gode vilkår," fortæller Klaus Valeur Leffers, som selv har tre døtre og blandt andet derfor gerne vil være med til at præge det samfund, som de skal vokse op i.
"Jeg tror, at alle forældre ønsker, at deres børn har de bedst mulige forhold at vokse op i. På denne måde har vi mulighed for direkte at bidrage til det. Og så er det bare en ekstra bonus, at man får et netværk i byen, hvor man kan sparre med hinanden og have det sjovt."
Gruppen tæller i øjeblikket 42 medlemmer, men nu er der også sagt stop, for Klaus Valeur Leffers og resten af bestyrelsen vil gerne holde fast i, at alle kender alle i gruppen.
"Vi havde ikke regnet med, at vi er her, hvor vi er den dag i dag. Vi skal fortsætte med at have en velfungerende gruppe, hvor vi selv sætter agendaen for, hvad vi vil - og hvor meget vi vil. Vi skal passe på folks ressourcer, for alle har meget at se til med karriere og børnefamilier, og det skal vi have respekt for."
Et medlemsskab hos Group8320 koster 3.500 kroner om året. For denne pris får man som medlem seks årlige sammenkomster med interessante indlæg samt julefrokost og sommerfest. Overskuddet går hvert år til kulturelle formål i Mårslet.