Markant mindre kriminalitet i Gellerup
Trods en lille stigning sidste år forbliver antallet af anmeldelser i Gellerup på et lavere niveau end i Aarhus generelt
Gellerupparken er ikke et sted, hvor der bliver begået mere kriminalitet end andre steder i Aarhus. Det viser tal fra Østjyllands Politi. Antallet af anmeldelser af straffelovsovertrædelser har været faldende siden 2013 og lå i 2017 på 258.
Omregner man til antal pr. 1.000 indbyggere og sammenligner med niveaeut i hele Aarhus Kommune, så ligger Gellerupparken markant lavere, med 43,9 mod 67,8.
Jens Espensen, der er leder af lokalpolitiet i Gellerup, er ikke overrasket:
"Det er en fordom, at der er mere utrygt i Gellerupparken. Hvis man for eksempel kigger på umotiverede voldssager, så har der altid været langt flere sager inde i midtbyen. Det er min opfattelse, at hvis man ellers ikke dalrer rundt med en bajer i hånden og råber op, så er det ikke farligere at være her, tværtimod," siger politikommissær Jens Espensen.
Straffelovsovertrædelser dækker blandt andet over personfarlig kriminalitet og indbrud og tyverier. Mens færdselsloven og lov om euforiserende stoffer ikke regnes med her.
"Straffeloven er den værste og hårdeste kriminalitet. Straffeloven har været mere toneangivende herude, men i dag er det oftest sager inden for færdselsloven eller lov om euforiserende stoffer, vi ser," siger Jens Espensen.
Han fortæller, at der er sket enormt meget i Gellerup, siden politiet valgte at rykke ud i området med en politistation.
"Det, vi laver i dag, er slet ikke det samme, som vi lavede i 2007 og 2008. Dengang var det hovedsageligt brandslukning. Nu har vi overskud til strategi, forebyggende arbejde og at skabe samarbejdsrelationer i området," siger Jens Espensen.
At være tryghedsskabende og synlige på gaderne er i dag politiets hovedfokus i Gellerup.
"Det tager mange år at komme af med fordommene, men vi skal heller ikke gemme dem helt væk og tro, at alt er godt. Vi gør en væsentlig forskel herude, i forhold til hvordan det ellers ville have været," mener politikommissæren.
Så der er ingen grund til at drosle ned på politiindsatsen i Gellerup?
"Hvis man drosler ned, så tror jeg, det eskalerer herude. Og så falder alt det til jorden, som vi har bygget op gennem de senere år."
I sommeren 2017 blussede der en bandekonflikt op i Gellerupparken, som blandt andet betød, at der blev indført visitationszone. Som følge heraf faldt andelen af trygge borgere i Gellerup og Toveshøj fra 71,2 til 52,9 procent i politiets årlige Tryghedsundersøgelse.
Der er fortsat en lille gruppe af kriminelle, der begår den hårde kriminalitet i Gellerup.
"Derfor er det stadig berettiget, at vi er markant til stede herude. Der er en hård kerne, der skaber udfordringer herude, men også i midtbyen, i Randers og andre byer. Nogle få personer genererer rigtig meget," siger politikommissæren.