Præsteklumme: Sensommer-tanker
Præsteklumme Jeg håber, at den fantastiske sommer, vi har haft i år, er blevet nydt. At der er samlet kræfter til de aftner og nætter, hvor mørket lige så stille, men sikkert vil tage magten. Årstidernes skiften hører med til livet på vores breddegrader.
Hver årstid har sin charme. I september kan vi nyde den særlige blå farve, som kun september himlen har, den særlige duft som findes i skoven, når bladene falder af og formulder. Det er på denne årstid, naturen fremkommer med et væld af gyldne farver. Bøgeskoven der i maj stod smuk, nærmest selvlysende grøn, vil her i efteråret fremstå i et orgie af nuancer. Vi vil vi opleve skønne dage, hvor solen bryder frem, og hvor farverne vil være mere glødende end på noget andet tidspunkt.
Efteråret får mange følelser op i os af modsatrettet karakter: Vemod, glæde, længsel, lethed, sorg, og ro? Vi kan prøve at ryste efterårsstemningen af os ved at kalde det sentimentalitet, men vi bliver til stadighed mindet om den, når vi går uden for døren en efterårsdag. Det er vel derfor, at efteråret er en særlig årstid. Vi bliver mindet om den af morgentågen, disen, farverne, den klare skarpe luft og af tusmørkets farver. Det er intense måneder før kulde og rusk indtræffer. Vemodets og længslens årstid. Forgyldt og forgængeligt - en længsel efter, hvad der var engang, en længsel og et håb for, hvad der må komme. Ubestemmeligt og diset - og samtidig skarpt og klart, et her og nu med hele den gyldne intensitet, vi ser omkring os.
Der er noget uigenkaldeligt ved hvert eneste efterår. Og samtidig er efteråret begyndelse. For mange mennesker er afgørende nyt sket om efteråret. Mange begyndte skolen efter sommerferien. Her fik man nye venner. Voksenlivet begyndte et efterår, hvor man flyttede hjemmefra. Tænker man tilbage, tror jeg, så er efteråret for mange identisk med det nye, det der fik størst betydning i livet.
Og nu begynder efterårstiden også i kirkerne. Der vil være nye konfirmander, nye minikonfirmander, gensyn med kendte ansigter og goddag til nye. Efteråret begynder, og kirkerne vil summe af nyt liv. Efteråret er kirkeårets dagligdag, og det er jo netop i dagligdagen, at vi lever. Så derfor skal kirken ikke kun være festernes kirke og ikke kun sorgens kirke, men netop kirke i det daglige travle liv. Med alle de modsatrettede følelser, som vi bringer herhen til livets kirke.
Velkommen til et nyt efterår!
