Nyt liv i historisk bygning i Aarhus
88 år gammel bygning er ført tilbage til 1930-ernes funkisstil. Renovering skal indbyde til mere socialt samvær.
Efter en omfattende renovering står Søsporten, en af de ældste bygninger på Aarhus Lystbådehavn, nu klar til at danne nye rammer for tre foreninger, der samtidig starter nyt samarbejde i den historiske bygning.
Det er Aarhus Roklub, Aarhus Kano- og Kajakklub og Sportsdykkerklubben KVAK, der står bag renoveringen, som blandt andet betyder, at Søsporten er ført tilbage til den oprindelige arkitektur i 30-ernes funkisstil.
Ifølge formand for Sportsdykkerklubben KVAK og medlem af Søsportens fællesråd, Mette Wraa Nielsen, har Søsporten nu fået moderne faciliteter, der kan sikre den fremtidige udvikling af de tre klubber.
»Vi har samtidig fået et hus, der er blevet renoveret med respekt for den historie, huset rummer,« siger hun Din Avis Aarhus.
Med renoveringen følger blandt andet træningsfaciliteter, moderne køkken- og omklædningsfaciliter samt fælles sociale rammer.
»Vi kan allerede nu se, at man begynder at have et mere socialt liv på tværs af klubberne, og det har vi ikke haft tidligere,« siger Mette Wraa Nielsen til Din Avis Aarhus og fortsætter:
»Jeg har været med i hele processen, og jeg synes, vi er kommet i mål med alle de ting, vi gerne ville.«
Søsporten blev opført i 1936 som klubhus for Aarhus Roklub og Aarhus Dame Roklub, der lejede overetagen ud til den populære Restaurant Søsporten.
Restauranten blev nedlagt i 1980, hvorefter Aarhus Kommune overtog bygningen.
Aarhus Dame Roklub blev sluttet sammen med Aarhus Roklub i 1975. I 1980 flyttede Sportsdykkerklubben KVAK ind, og i 2009 kom Aarhus Kano- og Kajakklub til.
I alt skal Søsporten lægge hus til flere end 600 medlemmers foreningsliv.
Renovering og samarbejde bliver lørdag 14. januar klokken 13 markeret med en reception i Søsporten.