"Vi kalder dem ikke ghettoer, vi kalder dem vores hjem"
Rådhuspladsen var lørdag fyldt med demonstranter, der viste deres utilfredshed med planerne om at rive 1.000 boliger ned i såkaldte ghetto-områder
"Vi kalder dem ikke ghettoer, vi kalder dem vores hjem".
Lød budskabet blandt andet fra talerne, da der lørdag var til demonstration mod planerne om nedrivninger af boliger i såkaldte ghetto-områder.
Almen Modstand Aarhus stod bag demonstrationen, som også blev afviklet i en række andre byer. Med bannere, flag, rapmusik, klapsalver og taler viste demonstranterne på en fyldt rådhusplads deres modstand mod byrådets planer om at nedrive tusindvis af boliger i Bispehaven og Gellerupparken.
Blandt talerne var Abdinasir Jama, der er formand for Gellerupparken, Randi Smitsdorf fra 3F og Nini Kristensen fra Lejernes Landsorganisation. Også Solveig Pedersen, der har boet i Toveshøj siden tidernes morgen fandt anledning til at gribe mikrofonen og give sit besyv med.
Musikken blev leveret af den aarhusianske rapper Marwan.