Bestyrelsesformand i Aarhus Airport på charmeoffensiv: Jagter 100 millioner kroner inden sommerferien

Aarhus Airport går i første omgang efter det lokale erhvervsliv, når jagten på private penge nu for alvor sættes ind. Den tidligere pengemand venter i kulissen.

Artiklens øverste billede
Lars Dige Knudsen blev formand for bestyrelsen i Aarhus Airport 1. juli 2022. Foto: Birthe Vembye


Nu går jagten for alvor ind på private pengemænd eller -damer, der vil skyde millioner ind i Aarhus Airport. Ifølge bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen er man i løbet af en uges tid klar til at sende konkret materiale ud til de potentielle investorer. 

»Vi henvender os i første omgang til nogle virksomheder, som vi er opsøgende overfor. Vi tror, der er mulighed for god dialog med det lokale erhvervsliv,« siger Lars Dige Knudsen, der pr. 1. juli 2022 blev bestyrelsesformand for Aarhus Airport og dermed »kører processen med at finde investorer«.

Aarhus Airport fik i juni 2022 tilført 200 millioner kroner fra de tre ejerkommuner; Aarhus, der bidrog med 180 millioner, Syddjurs og Norddjurs med hver 10 millioner. Bevillingerne skete dog under forudsætning af, at der samtidig vil blive skudt private midler ind i lufthavnen. Målet er at finde 100 millioner kroner fra privat side.

Endnu lader den eller de private investor(er) dog vente på sig. Men bestyrelsesformanden understreger, at man er rigtig godt i gang.

Han forklarer, at man i første bølge henvender sig til det lokale erhvervsliv. I anden bølge vil man række længere ud, blandt andet til udenlandske fonde.

»Der findes jo udenlandske fonde, som er specialiseret i at investere i infrastruktur og lufthavne.« 

Er ønskescenariet at finde en lokal investor?

»Nej, det er ikke som sådan et ønskescenarie. Men det vil være en god løsning, og jeg tror på, at mulighederne er gode. Jeg har gennem det seneste halve år været i dialog med mange virksomheder og italesat vores planer. Nu bliver det konkret. Nu er vi klar,« siger Lars Dige Knudsen, der er udover lufthavnen også er bestyrelsesformand for otte andre virksomheder.

Så der er virksomheder, som viser interesse?

»Jo, men altså, jeg har jo været i dialog gennem det seneste halve år. Jeg har blandt andet haft erhvervsnetværk ude i lufthavnen og har italesat vores planer. Den vej rundt er vi med til at generere interesse for vores projekt, men vi har endnu ikke talt med investorer om en konkret investering.« 

Til at hjælpe sig med opgaven har Lars Dige Knudsen allieret sig med revisions- og konsulenthuset Deloitte. Det vil sige, at kommunens bank Nordea ikke er involveret i processen.

»Jeg har valgt at teame op med Deloitte Corporate Finance. Det er lige nu en proces, jeg kører. På et tidspunkt tager jeg en potentiel investor i hånden, og så går vi til forhandlingsbordet med kommunen, som jo er storinvestor,« forklarer Lars Dige Knudsen, der er bosat i Risskov og født og opvokset i Aarhus. 

Hvor stor en ejerandel får man for 100 millioner kroner?

»Når vi sidder ved forhandlingsbordet, så skal vi se på værdiansættelsen og på, hvor stor en andel man får.«

Fra 30 til 0,04

I 2019 skød en privat investor for første gang penge i lufthavnen. Det var Jens Stausholm, der med firmaet Staus A/S bidrog med 30 millioner kroner og dermed fik en ejerandel på 20 procent. Han satte blandt andet gang i en stor ombygning af lufthavnen.

Med den kommunale kapitaltilførsel i sommer svandt Staus A/S’ andel dog ind til blot 0,04 procent. 

Om erhvervsmanden Jens Stausholm, der i 2019 luftede store planer om helt at overtage lufthavn inden for fem til ti år, vil lægge yderligere kapital nu, kan bestyrelsesformanden ikke svare på. 

»Jeg ved, at Jens Stausholm ikke er afvisende over for at stille med yderligere kapital, hvis der er en investorgruppe, der forudsætter det for deres investering. Men omvendt har han heller ikke nødvendigvis nogen ambition om fortsat at være aktionær i lufthavnen.«

Det lyder til at være et noget lavere ambitionsniveau end i 2019?

»Hele den ombygning af lufthavnen, der nu er tilendebragt er jo noget, han har stået fadder til. Han har stor tiltro til lufthavnen og dens udviklingspotentiale, men nu har han så kastet sin kærlighed på nogle andre projekter og ja, jeg ved bare, at han har tilkendegivet, at han gerne vil i dialog, hvis der er nogle, der ønsker, at han deltager, men at han omvendt heller ikke har behov for at være med.«

Ærgerlig over svingdør

Midt i hele processen med at finde private midler til lufthavnen valgte den nuværende direktør i december at sige sin stilling op. Når han fratræder pr. 1. februar efter blot syv måneder i stillingen, vil den femte leder siden 2019 skulle finde sig til rette i chefstolen. 

Hvordan har Brian Worms opsigelse påvirket processen med at tiltrække investorer?

»I og med at vi ikke har startet den konkrete dialog endnu, så har det ikke indvirket. Men jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at Brian Worm har valgt at fratræde. Han har dog indvilliget i at stå til rådighed i den her proces frem til sommerferien, så vi kan fortsat trække på hans erfaring og indsigt i virksomhedens drift. Og det er jeg meget glad for,« siger Lars Dige Knudsen.

Der har jo været stor udskiftning på ledelsesposten og dermed usikkerhed. Hvad gør I for at undgå, at det skræmmer fremtidige investorer væk?

»Jeg forventer, at vi senest i løbet af februar har identificeret den nye direktør. Det vil også medvirke til at lægge låg på den uro, det eventuelt måtte give,« siger bestyrelsesformanden.

Har I lært noget af de hyppige skift?

»Jeg har noteret mig, at der har været hyppig udskiftning. Derfor lægger vi os også i selen for at finde en langtidsholdbar løsning. Jeg kan se ud af ansøgerfeltet, at stillingen er meget attraktiv. Det lover godt. Så jeg er meget fortrøstningsfuld og slet ikke i tvivl om, at vi finder en rigtig god løsning,« siger Lars Dige Knudsen, der selv i en periode vil fungere som direktør:

»I en overgangsperiode vil jeg rykke tættere på den daglige drift. Det er vigtigt for os at være grundige og finde den helt rigtige til jobbet.« 

Aarhus Airport er i gang med en større ombygning. I løbet af februar åbner nyt lufthavnshotel på 1. sal. Foto: Louise Burmeister

Det muliges kunst

Bestyrelsesformanden er åben for både en ny storinvestor eller en investorgruppe. 

»Det er det muliges kunst lige nu. Det vil være rigtig fint, hvis der er én investor, der siger, at den vil jeg gerne være med på. Så er det den vej, vi går. Og hvis det er tre, fire eller fem, der går sammen og kaster noget ind i et fælles investeringsselskab, så er det også en vej at gå. Så de muligheder står åbne. Jeg har ikke præferencer for noget fremfor noget andet.«

Til den såkaldte nytårsbriefing på rådhuset i sidste uge, hvor cirka 650 repræsentanter for det aarhusianske erhvervsliv var til stede, benyttede Lars Dige Knudsen sine 10-15 minutters taletid på scenen til blandt andet at byde investorer op til dans.

Det kastede dog ikke noget af sig på dagen.

»Det havde jeg heller ikke en forventning om. Men når man får tid på scenen der, og foran den forsamling, så synes jeg, det var et vigtigt signal at sende - som start på den her proces - at nu er vi klar til dialog.«

Hvad sker der, hvis man ikke får en investor med inden sommerferien?

»Så må vi jo udskyde de investeringer, vi ellers havde tænkt os at foretage. Det betyder ikke noget likviditetsmæssigt. Men det scenarie tænker jeg slet ikke i lige nu. Jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.