Tobias Hamann fra Bagedysten går i fodsporene på sin kontroversielle morfar
For at lære sin berygtede morfar bedre at kende har Tobias Hamann været i lære som hypnotisør. Onsdag aften klokken 20.30 vises hans oplevelser og opdagelser i dokumentaren 'Tobias og Hypnotisøren' på DR1
"Jeg ved godt, at han var en nar. Det har jeg altid fået at vide. Også af mine egne forældre. Men morfar var også det menneske, jeg var allermest fascineret af – og stadig er."
Sådan starter Tobias Hamann, der bor i Aarhus, et interview med DR om sin morfar, den berømte og berygtede hypnotisør Ali Hamann, i forbindelse med en dokumentar, som vises onsdag aften klokken 20.30 på DR1.
LÆS OGSÅ: Aarhus Airport præsenterer ny international flyrute til populær hovedstad
I dokumentaren går vinderen af 2014-udgaven af DR-programmet 'Den Store Bagedyst' i sin morfars fodspor for at lære at blive hypnotisør og derigennem lære sin morfor bedre at kende. I dokumentaren følger man Tobias Hamann igennem et år, hvor han blandt andet rejser til USA for at komme i lære som hypnotisør.
Sad i fængsel for voldtægt
Op igennem 1970'erne og -80'erne var Ali Hamann en kendt hypnotisør, som især fik megen omtale, fordi han havde succes med at få folk til at stoppe med at ryge igennem hypnose.
I 1982 kom der dog skår i glansbilledet af landskendte hypnotisør, da han efter en meget omtalt retssag blev idømt to et halvt års ubetinget fængsel for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse og voldtægt af patienter.
"'Hypnotisøren -Tobias og Ali Hamann' er en fortælling om, hvordan stærke familiebånd trives på trods af fordømmelser, fængselsstraffe og folkets afsky. Tobias Hamann lukker os ind i en verden, der på en og samme tid skildrer en drengs trygge minder om sin barndom samtidig med, at han ser sit eget og morfarens liv i et helt nyt lys," siger Søren Bo Hansen, redaktør af programmet, til DR.
Det er onsdag aften, at dokmentaren bliver vist på DR1.