Kvinde kørte to gange ind på letbaneskinner: Sigtet for spritkørsel begge gange
Alkohol har sandsynligvis spillet ind, da kvinde to gange kørte på letbanespor.
En nærmest imponerende bedrift.
Med de ord kan man, idet der ikke skete nogen personskade, beskrive to stort set identiske hændelser i weekenden.
På præcis samme sted gik det galt for en kvindelig fører af en rød Ford, da kvinden skulle krydse letbanesporene i Lystrup ved Aarhus.
Det kan tyde på, at kvinden i begge tilfælde har været noget snalret.
»Hun bliver sigtet for spritkørsel begge gange, da vi har en mistanke om, at hun havde en promille over det tilladte. Hun er også sigtet for mangel på agtpågivenhed, da hun har ikke har været opmærksom nok i trafikken, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til Lokalavisen Aarhus.
Han oplyser, at kvinden både lørdag og søndag fik foretaget en blodprøve, der nu skal fastslå, hvad hendes promille var ved begge hændelser.
Lørdag forvildede kvinden sig ind på letbanesporene ved overkørslen på Lystrupvej omkring klokken 20.30.
Søndag kunne kun tilsyneladende ikke helt vente med sit stunt til 20.30, men kørte i stedet ind på letbanesporene ved 19.30-tiden.
Lørdag fortsatte kvinden ifølge Aarhus Stiftstidende kørslen på og langs med skinnerne i lidt mere end 100 meter, inden bilen endte med at sidde fast på tværs af skinnerne. Det skete umiddelbart før kvinden nåede frem til perronerne på Lystrup Station.
Det er uvist, hvor langt hen ad sporene kvinden nåede søndag aften.
Kvindens kedelige kørsel har haft konsekvenser for letbane-pendlere i Lystrup.
»Bilen har forstyrret letbanetrafikken. Lørdag var der ingen kørsel mellem Lisbjerg og Lystrup fra klokken 21 og resten af dagen. Jeg kan ikke oplyse, hvordan trafikken blev påvirket søndag aften,« siger pressetjenesten mandag morgen til Lokalavisen Aarhus.
Kvinden, der kom galt afsted samme sted to gange, er ikke kommet til skade som følge af sin kørsel. Men mon ikke hun har røde ører.
Der har mandag morgen været en mere alvorlig hændelse på letbanestrækningen ved Sletterhagevej i Risskov. Her er en mand blevet påkørt. Påkørslen har påvirket letbanekørslen mellem Aarhus H og Lystrup.