Præsteklumme: Verden og vreden
præsteklumme Du skal ikke frygte ham, der gør dig ondt, du skal frygte ham, der gør dig ond!
Kain er det første menneske, der bliver grebet af vreden. Han bliver så vred, at han slår sin bror Abel ihjel.
Vi når kun til side fire i bibelen, før drabet gør sin entre i menneskets historie.
Når de gamle derfor i fjerne tider skulle fortælle urhistorien om menneskets tilblivelse, så vidste de altså, at vreden skulle have en plads i verden.
De vidste, at vreden er farlig, og at vreden kan ødelægge, men de vidste også, at vreden MÅTTE have en fortælling helt fra begyndelsen, fordi den hører til i de dybeste lag hos os.
Vreden er en urkraft, en grundfølelse; vreden hører til det at være menneske.
I et gammelt udklip fra avisen, som jeg har hængende fra et og andet sted, står der:
Du skal ikke frygte ham, der gør dig ondt, du skal frygte ham, der gør dig ond!
Hvis din bror har noget imod dig... så skynd dig hen til ham. Det er altså ikke mig, som er vred. Det er min bror, som er vred på mig.... og han må ikke være ene med sin vrede.
Vi skal give vreden plads i verden, men vi skal også turde konfrontere den, turde rumme den........både hos os selv og hos vores næste.
Men hvorfra får vi så modet til at se til vreden?
Modet til at kæmpe mod det som kan blive ondt? Det vi ser alt for meget af ude i verden.
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg er døbt.
Sådan skrev Luther i et anfægtet øjeblik, hvor han syntes, at hele verden vaklede. Han tog et kridt og skrev på bordet foran sig: Jeg er døbt.
Som ham skal vi turde tage kampen op mellem det gode og det onde.
Give vreden plads i verden, se den i øjnene, spørg til den, så den ikke tager magten fra os.
Ikke kun vores egen, men de mennesker som er omkring os.
Jeg er døbt – det er den tillidsfulde tro til, at Gud er med os alle dage – også dage, hvor vi måske synes overskygget af mørke kræfter.