Hvem ringer klokkerne for?
Præsteklumme En kvinde kom løbende over til sin veninde. ”Nu må det stoppe!” ”Nu må de klokker simpelthen holde op”. ”Anna kan jo umuligt sove i den larm!”
Det var en søndag formiddag i juni måned, og den nærliggende lokale kirkes klokker havde kimet i over en halv time, fordi det var Pinsedag. Annas mor var desperat, for det var tid til Annas middagslur.
Mange år tidligere i Sverige kommer en mand løbende med lige så stor voldsomhed. Manden er Ingmar Bergman. Han er oprørt og banker desperat på præstegårdsdøren. ”Hvad i Helvede!”, råber han: ”Du har jo ingen helligdagsaftensringning!” Det var en mørk aften i marts, lørdag før påskedag, hvor klokkerne skulle have kimet i over en time for at markere den kommende højtidsdag. Præsten undskyldte med, at den manglende kimning skyldtes, at der var noget i vejen med den elektricitet, der styrede klokkerne. ”Det er en dårlig forklaring. Der findes jo reb! Se at komme i gang med ringningen," nærmest råbte Bergman.
Mens kvinden havde sans for det nære og sine egne eller sine nærmestes umiddelbare behov, så havde den modernistiske kunster Ingmar Bergman sans for noget helt andet. For ham var det ikke et spørgsmål, om klokkerne forstyrrede ham i det, han var i. Klokkernes kimen var nødvendig. Der skulle kimes uanset om klokkerne forstyrrede, eller måske netop fordi de forstyrrede. For klokkerne er en lyd fra det hindsides, kunne man sige, hvis man ville sige det lidt højstemt.
Klokkerne ringer ikke for en lille gruppe mennesker i en sekt, hvor alle mener det samme og skal bøje nakken uden selv at tænke. Sådanne klokker ville Ingmar Bergman om nogen aldrig forsvare. Klokkerne ringer for mennesker, slet og ret. For at minde mennesker om det guddommelige ved livet og ved det hinsides, ramme os med al kraft og måske få os til at stoppe op i vores hverdag. De må gerne afbryde os. Klokkerne er for alle. De er for det almene i os eller for dét, der får os til at være ens og føle os fælles.
I foråret ringede klokkerne i Vor Frue Kirke i København på en måde, der fik alle omkring kirken til at reagere. Nogle stoppede, nogle smilte, nogle sang og nogle græd. Klokkespillet spillede temaet fra Game of Thrones”, da serien netop var sluttet.
Jeg ved ikke, om man kunne finde nogen, der blev irriteret over larmen.