Den bekymrende skam

præsteklumme Har du skammet dig i dag? Skammet dig over ikke at have løbet de fem kilometer? Skammet dig over, at ungerne så iPad for længe? Skammet dig over, at du tog bilen i stedet for cyklen på arbejde og forværrede klimaet en lille smule mere? Skammet dig over det ekstra stykke kage til mødet?

Har du skammet dig? Har du skammet dig nok eller for lidt?

Hvad skal al den skam egentlig gøre godt for? Hvad kan vi bruge den til?

Jeg tror, at meget af vores skam som familie, forbrugere, facebooklikere stammer af bekymring. En bekymring for verdens tilstand, for vores børns velvære, for klimaet, for vores krops forfald. En bekymring om alt det, der virker uoverskueligt og ude af vores hænder, men som er vores ansvar og midt i vores liv. Og det er alt sammen noget, vi kan gøre noget ved. Men vi vil nok aldrig kunne gøre nok. Der vil altid være lidt mere vi kunne gøre. Helt droppe kagen, bilen, iPaden, løbe længere, spise sundere.

Jeg tror dog ikke, det er vejen frem. Jeg tror, vi er sat i denne verden med alle vores muligheder for at handle og alle vores utilstrækkeligheder. Og midt i det skal vi være med al vores menneskelighed. Med vores iboende tilbøjelighed til at fejle. Vi vil komme til at fejle i vores liv, gøre for lidt, for meget, på det forkerte sted og forkerte tidspunkt. Den skam, den tvivl og skyldfølelse vi føler i livet er uundgåelig, og jeg tror, vi skal finde en måde at acceptere, at vi vil fejle og ikke nære skammen unødvendigt. I disse tider er det svært.

Hvor end vi kigger, fortæller omverden os, at vi ikke gør nok og skal gøre mere. Spise mindre kød, køre mindre bil, se mindre på vores telefon og smide børnenes iPad ud. Og det er alt sammen gode tiltag, værdier vi kan have, og mål vi kan søge at opnå, men gør du det ikke, skal du ikke lægge dig under dynen af skam. Stå op, løft hovedet, lad skammen være og gå en ny dag i møde fuld af vilje og lyst til at gøre det gode, vidende og accepterende, at du nok igen i dag vil fejle – bare lidt.