"Ingen kan se det, men alle skal lægge mærke til det"
Stella Simoné åbner akademi, hvor hun underviser i at lave permanent makeup
makeup "Permanent makeup? Det er så tydeligt, når man har fået det lavet, og det er ikke særlig pænt." Den fordom er 33-årige Stella Simoné ofte stødt ind i, men ifølge hende er fakta helt anderledes.
"Mit motto er, at permanent makeup skal være, så ingen kan se det, men så alle lægger mærke til det. Det er ikke meningen, at man skal kunne se det, i hvert fald ikke, hvis det er lavet korrekt, og derfor skal man også have det genopfrisket efter noget tid. Jeg går meget op i, at det er en høj kvalitet og professionelt udført. Kvalitet og pris hænger ofte sammen, og min målgruppe er 35 år og ældre," siger Stella Simoné.
Hun har haft klinik på Elkjærvej 36 i Åbyhøj siden marts og har i de seneste år også haft en klinik i Vejle. Fælles for begge klinikker er, at hun nu tilbyder undervisning i permanent makeup. Første gang i Aarhus er i uge fem i 2019 i Permanent Makeup og Akademi.
"Jeg er den første officielle klinik i Aarhus, der tilbyder undervisning i permanent makeup til interesserede og folk inden for skønhedsbranchen. Jeg gør det, fordi jeg godt kunne tænke mig at være med til at løfte permanent makeup. Der findes mange inden for området og meget forskellige niveauer. Der er mange, der er bange for, at deres bryn bliver grimme, eller at de får uheldige, sorte streger i ansigtet, men jeg vil gerne være med til at bane vejen for kvalitet," siger Stella Simoné, der oprindeligt er uddannet inden for finans og markedsføring.
Fra Spanien til Danmark
Det var egentlig også hendes uddannelse, der fik hende til at få øjnene op for permanent makeup. Da hun var færdiguddannet, skaffede en kammerat i Spanien nemlig job til hende under de sydlige himmelstrøg. Her arbejde hun inden for sit felt, men da han nævnte, at han godt kunne tænke sig at arbejde med permanent makeup i sin tatoverings-forretning, blev hun begejstret. Hun rejste hjem til Danmark i 2014 og blev uddannet og rejste så tilbage til Spanien, hvor hun arbejdede med det. Sådan forløb det i et stykke tid, indtil interessen i Danmark var så stor, at hun samme år rejste tilbage til landet, hun er født og opvokset i, og nu har to klinikker i.
"Jeg har siden ungdomsårene interesseret mig for skønhed, både træning, kost og makeup, så det er oplagt for mig at arbejde med," siger Stella Simoné, der selv har permanent makeup på læber, øjenbryn og eyeliner.
Det gør lidt ondt
Hun fortæller, at det ikke skal være forbundet med smerter, når man får lavet permanent makeup, for så er det ikke lavet korrekt, men et sted, man ikke kan undgå, at det gør ondt, er på læberne.
"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gør ondt der. Jeg bedøver altid mine kunder, uanset hvad de får lavet, men læberne er meget følsomme," forklarer Stella Simoné, der har meget forskellige kunder.
"Der er faktisk mange, der har været syge og mistet håret, som kommer hos mig, og dem kan jeg hjælpe. Der er også mange ældre, der mister farven i huden med alderen og med permanent makeup på for eksempel læberne, kan jeg få konturen frem igen, så det ser naturligt og flot ud."
Drømmer om udlandet
Selv om hun er tilbage i Danmark, hvor hun er blevet mor, er der alligevel en lille spire inde i hende, der kalder på udlandet igen. Dog som underviser.
"Lige nu er jeg master træner i permanent makeup, men jeg kunne godt tænke mig at få titlen som international master træner, og jeg tror også, at det snart kan ske. Jeg arbejder med Swiss Color, og det er muligt, at jeg kan blive lejet ud til udlandet gennem firmaet. Det er helt sikkert en drøm. Jeg synes, det internationale er vildt spændende," siger hun.
Men inden hun kommer så langt, skal hun have de sidste ting på plads, så hun kan tage imod sine kursister i starten af næste år.