Superbrugsen i Lystrup vil spare penge med nye åbningstider
Både varerne og elregningen er steget pris. For at inflation og energikrise ikke skal ramme kundernes pengepung yderligere, har Superbrugsen i Lystrup nu gjort sig et særligt tiltag.
Superbrugsen i Lystrup ændrer nu sine åbningstider. Men det betyder ikke, at kunderne kan handle på flere tidspunkter i døgnet.
Tværtimod.
Butikken vil fremover åbne en time senere end tidligere alle dage, og i weekenden lukker butikken to timer før.
»Vi har kigget på, hvornår det generer mindst, hvor vi har færrest ekspeditioner, og det har vi i de tidsrum,« siger Kenneth Skyum, der er uddeler i Superbrugsen Lystrup.
Beslutningen om at ændre åbningstiderne kommer på baggrund af stigende priser hos Superbrugsens leverandører og en dyrere elregning. Tiltaget vil komme kunderne til gode, fordi butikken vil investere besparelsen i prisnedsættelser, meddeler Superbrugsen i Lystrup i et opslag på Facebook.
»Vi har kigget på, hvor vi kan rykke lidt rundt for at få det hele til at gå op, og at holde mindre åbent gør, at vi kan minimere nogle omkostninger, i stedet for at de øgede omkostninger skal ende i prisstigninger for kunderne,« siger Kenneth Skyum.
Færre åbningstimer betyder, at bemandingen i de åbne timer bliver mere koncentreret.
»Vi ansætter ikke færre på grund af det her tiltag, men nu kommer der så flere på arbejde i de timer, vi har åbnet.«
Derfor mener Kenneth Skyum, at tiltaget også kan være med til at hæve serviceniveauet i butikken.
Positive reaktioner
Indtil videre har uddeleren fået positive reaktioner fra lokale kunder.
»Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger indtil videre. Jeg kan høre, at det er det med, at de godt kan se, at situationen er hård for mange lige nu, så man må gøre nogle tiltag for, at det bedre kan løbe rundt. Og så tror jeg, at de fleste synes, at de har nok timer til at handle i i forvejen.«
De nye åbningstider for Superbrugsen i Lystrup er nu kl. 8.00-21.00 i hverdage og kl. 8.00 til 19.00 lørdage og søndage, mens bageren alle dage stadig åbner kl. 7.00.