Whistleblowere skal ikke frygte for deres job
Kristian Würtz (S) er skuffet over flere dele af anonym indberetning fra Kilebo Bosted
En ny anonym indberetning om kritiske forhold på Kilebo er nået den ansvarlige rådmands bord. Han har sammen med sin forvaltning iværksat en stor kulegravning af forholdene og igangsat en handleplan, der skal få Tilst-bostedet på fode igen.
Men skeletterne bliver ved med at vælte ud af skabet, og det foruroliger Kristian Würtz (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
"Den indberetning er egnet til virkelig at bekymre mig som politisk ansvarlig, men også de pårørende, som kan se, at deres kære angiveligt har været ude for en behandling, som vi ikke ønsker skal være standarden. Det er bekymrende og skuffende, hvis det er rigtigt, og forvaltningen er naturligvis i gang med at følge op på, hvad der er sket."
"Problemer stikker dybt"
Kommunen har bedt de ansatte og andre om at komme på banen med deres bekymringer, og derfor er han tilfreds med, at "tingene kommer på bordet".
"Det er det første skridt til at få rettet op på problemerne. Det billede, jeg står med i dag, er, at udfordringerne på Kilebo stikker dybt. Det skal vi have rettet op på, for det kan vi ikke være tilfreds med. Nu arbejder vi på en handleplan, der skal sikre, at Kilebo er det gode sted at bo og arbejde, som det skal være, og et sted, man som pårørende kan have tillid til. Den plan er vi i fuld gang med," forsikrer Kristian Würtz.
Ingen mistillid til ledelse
Foruroliger det dig ikke, hvor langt oppe i systemet de her problemer kan være, når der nu peges på, at ledelsen på Borgercenter Vest har ladet stå til?
"Nej, jeg vil hellere sige det sådan, at jeg synes, det er vigtigt, at forvaltningen hele vejen ned gennem ledelsessystemet nu arbejder benhårdt på at få et overblik over udfordringerne på Kilebo, så der kan lægges en god, fremadrettet plan for at rette op på kvaliteten. Jeg har ikke som sådan en mistillid til ledelsen - heller ikke centerledelsen - på baggrund af den her henvendelse."
Man taler om, at en kultur starter i toppen og driver ned. I den henseende må det være bekymrende for dig, at anklagerne går fra en ansat til en daglig leder og nu centerledelsen?
"Ja, men igen... vi er godt i gang med at undersøge forholdene. Det bekræftes, at der er udfordringer med den faglige kvalitet på Kilebo, og det skal vi have løst. Der er også familier, som er glade for at have deres pårørende boende på Kilebo, så jeg tror ikke, billedet er entydigt."
Holder du personligt hånd i hanke med Kilebo-sagen?
"Jeg følger det tæt, og vi sørger for, at Social og Beskæftigelsesudvalget kan følge det tæt. Det har min største interesse, at vi kommer i en positiv gænge. Det har beboerne brug for, fortjent og krav på."
Vil ikke bekræfte pres
Personen bag den nye indberetning vil være anonym i frygt for sin kollega og ledelse - og så bemærkes det, at den tidligere whistleblower blev presset til at opsige sin stilling. Hvad tænker du om den passage?
"Det er en passage, som jeg er ked af at læse. Det skal være trygt at komme frem med sin kritik. Det skal man i øvrigt kunne i det åbne igennem ledelsessystemet og tillidsmandssystemet. Jeg kan omvendt heller ikke bekræfte det nævnte forløb, men den oplevelse er jo vigtig at reagere på, og derfor er det også vigtigt, når jeg siger, at vi arbejder på, at Kilebo ikke blot skal være et godt sted at bo, men også arbejde. For det er hinandens forudsætninger."
Du kan ikke bekræfte, at den tidligere whistleblower blev presset til at opsige sit arbejde?
"Nej, og jeg kan ikke kommentere på konkrete ansættelsesforhold..."
Men ved du det?
"Jeg kan jo ikke gå ind i det, der er personaleforhold med så tæt personhenførbare oplysninger."
Så kan du måske garantere, at man kan vide sig sikker i sit job, hvis man går ud med viden om kritiske forhold?
"Det mener jeg, man kan."