Man betragter de pårørende som kværulanter
Gruppeformand for Venstre, Gert Bjerregaard, vil gøre op med ledelseskulturen i dele af Socialforvaltningen efter Kilebo-sagen
Kilebosagen "For mig at se har vi ikke bare på Kilebo, men på flere af vores bosteder, en situation, hvor flere borgere har en egentlig mistrivsel, hvor de bor. Jeg tror, det er på grund af de mange lederskifte, det store gennemtræk af personale, og ekstremt mange vikarer. Og så giver det sig udtryk i for mange magtanvendelser, at der ikke er styr på medicinen og desværre også, at kulturen flere steder skrider."
Sådan lyder det fra Venstres gruppeformand i Aarhus Byråd og medlem af Social - og Beskæftigelsesudvalget, Gert Bjerregaard, efter han har fulgt med i udviklingen på Kilebo Bosted, som avisen har skrevet om de sidste uger.
Man modarbejder de pårørende
"Det mest bekymrende er, at man ikke inddrager de pårørende. Det er, som om man holder dem ud i strakt arm. Vi ser det ikke kun på Kilebo, men også i Nord, herunder Skødstrup og andre steder. Man kunne været kommet på forkant af de ting, hvis man havde inddraget de pårørende, men der er desværre en kultur, hvor man betragter de pårørende som kværulanter. En kultur, hvor man modarbejder pårørende i stedet for at samarbejde," siger gruppeformanden.
Han forklarer, at han ser det som fuldstændig misforstået af ledelsen af bostederne i Voksen, Job og Handicap, at man ikke anerkender de pårørendes bekymringer for deres familiemedlemmer, der ikke kan tale for sig selv.
"Jeg vil vove den påstand, at havde man lyttet til de pårørende i Nord og på Kilebo, så kunne man have afvæbnet mange af de problemer, der er opstået. Det ville ikke være sket med en tæt dialog med de pårørende," siger han.
Rådmandens ansvar
Gert Bjerregaard er, ligesom andre politikere i udvalget, rystede over at læse, at 23-årige Sebastian Frichot kan være blevet udsat for vold begået af en ansat. Og især er han rystet over, at det kan være sket med lederens viden.
"Men ansvaret er entydigt rådmand Kristian Würtz' (S). Det er hans opgave at udstikke ledelsesretningen til sit øverste ledelsesniveau. Sådan fungerer det. Der er jo en direktør, en socialchef, en borgercenter chef og så videre ned til de enkelte ledere på bostederne. Og hvis du ikke har en entydig ledelse fra den øverste rådmand, så forsætter den her kultur jo bare," konstaterer Venstre-politikeren.
Kultur i Socialforvaltningen
Han har, ligesom formanden for udvalget, Liv Gro Jensen (SF), udbedt sig en redegørelse fra rådmanden om situationen på Kilebo, hvor Sebastian altså frygtes udsat for vold, og flere forældre nu står frem og fortæller om mistrivsel og utallige magtanvendelser begået mod deres børn i hus 5-7.
Ifølge Gert Bjerregaard er det kulturen i dele af Socialforvaltningen, der ligger til grund.
"Jeg er bekymret for deres ageren med en nulfejls-kultur, hvor de ikke må lave fejl og ikke erkender fejl. Det er et misforstået hensyn. Her er der tilsyneladende flere ledere, der ikke har været deres opgave voksen. Hvis der er sket fejl, så skal vi have det at vide, og så skal det på bordet," slår gruppeformanden fast.
Ledere skiftes ud
"Nu skal vi have redegjort for, hvorfor er der ikke blevet handlet før. Nu handler det om, at vi skal have ryddet op," fastslår Gert Bjerregaard.
Han fik sammen med de øvrige medlemmer i Social og Beskætigelsesudvalget onsdag en redegørelse for forløbet i Sebastian-sagen, og hvordan kommunen har ageret siden underretningen. Blandt andet blev medlemmerne informeret om, at lederen, der er beskyldt for at vende det døve øre til, bliver flyttet til Borgercenter Syd, hvor han skal oprette et nyt botilbud. Den anden leder har sagt op. Det betyder, der nu er to ledige stillinger på Kilebo. Det bliver 4. gang på stedets kun 5 år, at lederne udskiftes.