"Min søns autisme er blevet forværret på Kilebo"

Frustration Kilebo bosted er Aarhus Kommunes specialcenter for autisme. Her skulle Susanne Nielsens søn Nichlas Michelsen være i gode, professionelle og kærlige hænder. Men Susannes oplevelse er, at Nichlas’ handicap er blevet forværret af at bo på Kilebo.

"I starten kunne han selv låse sig ind og ud. Nu er vi der, hvor han stikker af og reagerer voldsomt. På Kilebo har man ikke formået at skabe de rammer og den struktur, som hans handicap kræver," fortæller Susanne Nielsen.

Siden indflytningen i 2015 er Nichlas begyndt at få antipsykotisk medicin, og han bruger meget tid på en gynge, som han i opkørte situationer helst ikke forlader. Da han flyttede ind, havde han selv en nøgle. Den er fjernet for længst, dengang han begyndte at stikke af.

"Hans autisme er blevet meget værre, siden han er flyttet på Kilebo," fortæller hun.

Nichlas er hendes ældste af tre sønner, og han boede hjemme, til han var 16 år. Han har infantil autisme og er mentalt retarderet. I dag er han 26 år, men indeni er han som en 2-3 årig, og har deraf også begrænset sprog, ifølge hans mor.

Alarmklokkerne ringer

Nichlas bor i samme hus som Sebastian Frichot. Den anonyme indberetning om vold begået mod Sebastian af en medarbejder har rystet alle forældre, og det har sat gang i en proces.

"Med den uhyggelige indberetning er der flere omstændigheder omkring min egen søns mistrivsel, som i den grad får alle mine alarmklokker til at ringe. Nu vælter det ud – lige nu er det, som om jeg er vågnet. Det er, som om vi har været bedøvet, for vi kan ikke gå i den tanke, at vores børn ikke har det godt, når de er der alene, hvor vi ikke kan se dem," fortæller hun fra sit hjem i Egå.

På bordet foran os ligger stakkevis af dokumenter, der blandt andet vidner om talrige magtanvendelser indberettet af personalet. På hendes computer er utallige sendte mails, hun har sendt til ledelsen i frustration over den måde, hendes søn har udviklet sig på, siden han flyttede ind på Kilebo.

Mens vi er der foretager hun et opkald til Kilebo og beder en medarbejder om at forberede Nichlas godt på den kommende weekend. Hun har styr på, hvilket personale der kommer hvornår, og hun ved, hvor hullerne opstår omkring hendes søn.

"Jeg vil bare forebygge endnu en magtanvendelse," siger hun i telefonen til medarbejderen.

Holdt Nichlas nede

Hun viser os et skema, som er indberettet af personalet på endnu en magtanvendelse. Magt er nemlig et nødvendigt onde i opkørte situationer. Dem har Nichlas været i en del af i det seneste år. Blandt andet den 1. og 13. juni i år. Beskrivelserne er hårde at læse. Susanne forklarer, at hun godt kan se, at magtanvendelser kan være nødvendige.

"Men hvad går forud? De kigger ikke på, hvorfor Nichlas er blevet så opkørt. På et tidspunkt har de været seks voksne omkring ham, og de har holdt ham nede og holdt ham i arme og fødder," siger hun.

Det beskrives i skemaet, at Nichlas, mens han bliver holdt nede, er så opkørt, at han kaster op.

"Det må jo ikke komme dertil. Det er det, vi forsøger at forklare dem" siger Susanne med stor frustration i stemmen.

Hun føler, ligesom andre forældre, at de har forsøgt i årevis at gøre opmærksom på de dårlige forhold på Kilebo. Det er skiftende ledere, det skiftende personale, den ifølge forældrene dårlige ledelse, der er årsag til stress og uro. Det fuldstændigt modsatte af, hvad Nichlas og de andre beboere på Kilebo hus 6 har brug for. Hun føler sig slet ikke hørt af ledelsen, som hun retter en skarp kritik imod.

"Jeg ved også, at der er dedikerede og dygtige medarbejdere i Hus 5 på Kilebo. Men med den viden vi har fået, er medarbejderne også blevet voldsomt svigtet af en uprofessionel og inkompetent ledelse," siger hun.