"Vi har store udfordringer på Kilebo"
"Vi har mistet de pårørendes tillid," siger direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse Erik Kaastrup- Hansen
Konflikt Kommunikationen mellem forældre og ledelse på Kilebo og ledelseslaget op i Sociale Forhold og Beskæftigelse har nået et kritisk punkt.
Forældre føler, at de ikke bliver hørt, og de kommer med massive anklager om mistrivsel hos deres børn. Mistrivsel, som de mener, skyldes dårlig ledelse af Kilebo.
Det er kommet frem, efter Lokalavisen i sidste uge kunne fortælle, at 23-årige Sebastian Frichot frygtes udsat for vold begået af en medarbejder på bosted Kilebo. Nu står to mødre frem og fortæller om, hvordan de oplever massive problemer i Kilebos hus 5-7.
Direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse Erik Kaastrup-Hansen erkender blankt, at der er store udfordringer på Kilebo.
"Forældrene har oplevelsen af, at vi bagatelliserer deres bekymringer. At vi ikke tager dem alvorligt. Min analyse er, at det bliver hårdt arbejde at generobre retten til forældrenes tillid. Jeg håber, det kan lade sig gøre," siger Erik Kaastrup-Hansen.
Flere ting er sat i værk
Han fortæller, at der er sat flere tiltag i værk for at rette op på forholdene. Men det er ikke nemt, og der er ingen hurtige løsninger.
Blandt andet er det svært at tiltrække personale med de rigtige kvalifikationer, og det bliver ikke nemmere med den dårlige kommunikation og det, nu, åbenlyse fokus på, at der er problemer på bostedet, siger Kaastrup-Hansen.
"Det er en meget svær spiral, vi er i, hvor der er er for mange, der beskriver tegn på mistrivsel hos deres børn eller det, der er værre. Nu er det vigtigt, at vi får skabt en base for, at vi kan lytte til forældrenes bekymringer, og vi kan snakke sammen. Jeg har også selv været pårørende, og jeg ved, at man bekymrer sig. Det vigtigste er jo, at samfundet kan tage sig godt af vores kære, når vi ikke selv kan," lyder det fra direktøren.
Takker ja til møder
Der er kritik fra forældrene om, at de ikke føler sig hørt, og at de blandt andet bliver informeret alt for sent om konkrete hændelser og magtanvendelser mod deres børn.
"Jeg har talt med forældrene i den seneste uge. Og jeg kan høre, at de procedurer, vi har, som vi synes, der virker, dem har forældrene et helt andet perspektiv på. De synes, vi har fokus de forkerte steder. Jeg synes, vi har haft en god snak, som giver afsæt til mange ting. Forældrene har alle takket ja til at mødes med mig i denne uge. Og de har også bekræftet, at de gerne vil deltage i processen fremover," siger direktøren.
Han er ked af kritikken fra en mor om, at hendes søns autisme bliver værre af at bo på Kilebo.
"Det gør mig rigtig ked af det. For det er jo vores specialinstitution for voksne autister. Jeg håber, hun vil opleve, at det kommer til at se anderledes ud," siger Erik Kaastrup-Hansen.