Rådmand om Kilebo-sagen: "Det er en fuldstændig rædselsfuld situation"
Kristian Würtz havde gerne set, at kommunen have indberettet sagen om mulig vold på Kilebo Bosted til politiet hurtigere
"Det er en fuldstændig rædselsfuld situation, hvis en af vores borgere har været udsat for en nedværdigende behandling fra en af vores medarbejdere. Jeg tænker på Sebastian, og jeg tænker på hans familie."
Sådan lyder det fra rådmand Kristian Würtz (S) umiddelbare reaktion på Kilebo sagen.
Den 7. juli modtog kommunen en anonym indberetning fra en medarbejder på Kilebo Bosted, som er Aarhus Kommunes specialcenter for autisme. Medarbejderen anklager en kollega for at udøve vold mod 23-årige Sebastian, der bor på stedet. Sebastian er, som de andre beboere i huset, infantil autist. Sebastian har intet sprog.
Som Lokakavisen Aarhus tidligere har beskrevet, så er Sebastians mor ulykkelig over, at Aarhus Kommune først sent reagerer på indberetningen. Hun melder selv sagen til politiet den 8. juli - samme dag, som hun får informationen. Aarhus Kommune anmelder først sagen til politiet den 15. juli. Sagen behandles af afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Rådmanden blev orienteret om sagen den 11. juli, fortæller han.
Hvorfor melder I ikke sagen til politiet før den 15. juli, hvis du får besked om sagen den 11. juli?
"Det afgørende er, at der i organisationen bliver taget hånd om det. Jeg er oplyst om, at man straks reagerer på det og sørger for, at den medarbejder, der er omtalt, går hjem med det samme," siger Kristian Würtz.
Men er det hurtigt nok, at politiet inddrages?
"Jeg havde gerne set en politanmeldelse hurtigt. Men det allervigtigste er, at Sebastian er sikker, og at den pågældende medarbejder bliver fjernet."
Den daglige leder er også beskyldt i sagen, og er faktisk sat til at undersøge sagen i starten. Er det godt nok, at han undersøger sig selv?
"Hvad der i øvrigt er sket, er både Aarhus Kommune og politiet i gang med at undersøge, jeg vil på nuværende tidspunkt helst ikke konkludere, hvad der er sket, og hvad der skal gøres ved det. Men jeg håber at blive betydelig klogere på, hvad der rent faktisk er foregået i den her sag," siger han.
Anita Wulffs advokat kritiserer kommunen for ikke at reagere. Hun siger, at når ledelsen på Kilebo var advaret fra andre medarbejdere, så betyder det, at Kommunen har accepteret tingenes tilstand. Dermed også den påståede vold. Og det er en overtrædelse af menneskerettighederne. Hun overvejer, om hun vil tage sagen til menneskerettighedsdomstolen. Hvad er din reaktion på det?
"Det er helt galt, hvis der har været advarsler til ledelsen, som ikke er blevet hørt. Men hvad der er sket i forløbet, det er i færd med at blive undersøgt, og før det er lagt fast, kan jeg ikke reagere. Det er vigtigt, at der bliver reageret – det er helt afgørende for en ordenligt faglig kvalitet, og at man, som borger og familie føler sig trygge."
Kan du sikre, at Sebastian og de andre beboere i huset er trygge?
"Jeg ved, der er fuld fokus på at sikre trygge forhold for både Sebastian og de øvrige beboere. Det er naturligvis vigtigt for mig."
Vi hører kritik af stedet fra de andre forældre, og der er store problemer på de andre borgercentre. I nord står flere bosteder til at lukke. Det hører altsammen under dig. Hvordan synes du selv, det går?
"Jeg synes ikke, det er rimeligt at drage en parallel mellem de sager. Her er det en konkret medarbejder, der er anklaget for at have overskredet grænserne for , hvad man må."
Så du lægger ansvaret for det, der er sket, udelukkende over på medarbejderen?
" Det er vigtigt at sige, at sagen her jo ikke er et spørgsmål om kroner og øre, som den er lagt frem her. Men hvis de anklager står til troende – så er en medarbejder gået langt over stregen for, hvad der er tilladt," lyder det fra rådmanden.