Å-robot får fire år mere: Har opsamlet over 100.000 stykker affald
Aarhus Kommune lejer robotten SeaProtectorOne efter succesfuld forsøgsperiode.
Plastikkrus, øldåser, knallertsæder, sko, hatte, pizzabakker.
Der er snart sagt ikke det stykke affald, som robotten SeaProtectorOne ikke har hevet op fra Aarhus Å i de 20 måneders forsøgsperiode, den har været monteret for enden af åen. Og dermed har den også sparet verdenshavene for en stor del af aarhusianernes skrald.
»Efter testperioden var vi overraskede over, hvor effektiv robotten var og hvor meget affald - især plastik - der blev samlet op. Det er plastik, der ikke længere ender i vores havmiljø. På den måde understøtter robotten Aarhus Kommunes bæredygtighedsindsats,« siger bylivschef Kim Gulvad Svendsen i en pressemeddelelse.
Aarhus Kommune har derfor besluttet at leje robotten frem til februar 2027.
I Aarhus er robotten monteret på kajkanten ved åens udløb, men den kan også støbes fast i det fri ved udløb af åer, bifloder og floder.
Viborgfirmaet All In On Green, der står bag robotten, er begejstret for resultatet efter 20 måneders test i Smilets By, og den har sidenhen identificeret 70 andre byer i Europa, hvor det er oplagt at sætte robotten ind. Opfinder Mads Tranders Nielsen ser derfor lyst på muligheden for at få den ud i verden.
»I en ideel verden lærte alle borgere i verden altid at putte affaldet i skraldespanden. Men verden er ikke ideel. Jeg fik ideen til robotten, da jeg så store mængder affald komme flydende i en flod ved Melbourne. SeaProtectorOne har nu vist sit værd, selv i en af Europas grønneste byer, Aarhus, så jeg glæder mig til at udbrede teknologien til hele verden til gavn for havmiljø, fisk og havfugle,« siger Mads Tranders Nielsen.
ddp