Beboer i Gellerup: "Det er ikke beboernes ønsker. De laver det, som de vil"

Portræt I beboerhuset Yggdrasil på Karen Blixens Boulevard er der fred og ro. Derfor foreslår Saoussane El Abbas, at vi mødes der.

"Hjemme hos mig er der meget larm lige nu. Fordi min datter er der med sin nyfødte baby, og min anden gravide datter er der også,” undskylder 49-årige Saoussane, der udover to døtre også har en søn.

Derudover er der al larmen, der kommer udefra.

Hendes lejlighed på Edwin Rahrs Vej ligger lige over for Aarhus Kommunes byggeri af nyt stort hus, der blandt andet skal huse afdelingen for Teknik og Miljø.

”De starter meget tidligt om morgenen klokken seks og nogle gange klokken fem. Det vænner man sig til. Det er ligesom at have en sygdom, man må leve med. Det er rigtig hårdt, især med en lille baby i huset, men du kan ikke lave det om," siger Saoussane.

"Vi venter. Det er livet her nu," siger hun, mens hun vender og drejer sin mobiltelefonen mellem hænderne.

Telefonen har et cover med en kant, der nærmest ligner et diadem. Hele vejen rundt funkler den som var den beklædt med diamanter. Den er købt i Libanon, og hun har engang måttet vente en time ved en grænseovergang i Gazastriben, mens den tilsyneladende meget kostbare telefon blev undersøgt.

Hun stammer fra Libanon, hvortil hendes forældre, der er palæstinensere, flygtede til i 1948. Ud af i alt 10 børn er hun den eneste, der endte i Danmark.

21 år gammel kom Saoussane til landet for at blive gift med en mand, hun kendte fra Libanon, og som var taget af sted fem år tidligere.

"10. maj 1990 kom jeg til Danmark. Først til København og så rigtig mange timer i tog til Aalborg. Jeg kan huske, at jeg kiggede ud af vinduet og tænkte; 'bor der ingen mennesker i dette land?' Der var så mange marker, men ingen folk."

Hun blev hurtigt mæt af indtryk, men ikke af den nye danske mad.

"Min mand havde smurt rundstykker og lavet te til mig, da jeg kom. Jeg kan huske, at jeg tænkte; 'hvad er dog det her for noget sort vand'. Arabisk te er normalt meget stærkt. Rundstykker havde jeg heller aldrig smagt. Så jeg var meget sulten den første dag," griner Saoussane.

Gellerup mere hjemligt

Efter to år i Danmark flyttede familien i 1992 fra Aalborg til Aarhus og Gellerupparken.

”Vi kendte nogle, der boede her, og så flyttede vi hertil," lyder den simple forklaring fra Saoussane.

Familien har boet både på Bentesvej, på Lenesvej og bor nu på Edwin Rahrs Vej.

”Der var arabere, vi kunne snakke med. Der var arabisk supermarked, så man kunne købe hjemlige ting. Det hele føltes lidt mere hjemligt, da vi flyttede til Gellerup,” husker hun.

Hvad synes du om Helhedsplanen og alt det, der foregår lige nu?

"Det er for meget. I begyndelsen var det godt. De sagde, at huslejen ikke ville stige, men nu stiger den. De laver flere veje, så børnene nu skal passe på trafikken. Jeg synes, det var bedre før, uden de veje," siger Saoussane, der synes, det er positivt, man vil forsøge at få flere etnisk danske til at flytte til området.

"Vi vil gerne have danskere ind. Men når jeg snakker med danskere, så siger de, at huslejen er for høj. Det er derfor, de ikke vil bo her. Det er ikke på grund af os. Og hvor skal vi så hen? Mange er flyttet til Skovgårdsparken, så nu er det også en ghetto."

Saoussane mener ikke, man har lyttet til, hvad beboerne gerne ville have, der skulle ske med området.

”Det er ikke beboernes ønsker. De laver det, som de vil. Jeg spørger mig selv, hvorfor de inviterer os til møder og spørger os. De kunne lige så godt stå og grine af, hvad vi siger. Det er spild af tid, og der bliver ikke lyttet til os," mener Saoussane.

Stemt nej hver gang

Hun har været med til alle møder i hendes lokale afdelingsbestyrelse i Brabrand Boligforening.

"Og jeg har stemt nej, hver gang man har kunnet stemme om Helhedsplanen."

Saoussane beskriver en dagligdag, hvor hun møder rigtig mange mennesker, der er kede af det og gerne vil vide, om de kan blive boende.

"Blokken her ved siden af er der snak om at lave om til plejeboliger. Mange er usikre på, hvad der skal ske med deres hjem."

For nylig blev generalforsamlingen i afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken afbrudt af højlydte protester på arabisk og en mand, der rev stemmesedler itu. Saoussane var med til mødet.

”Jeg kan godt forstå den vrede. De er så forvirrede og frustrerede. Der er dårlig kontakt mellem Brabrand Boligforening, bestyrelserne i afdelingerne og beboerne. Der er så få, der overhovedet deltager, men dem, der møder op, skal man altså høre på. Men der bliver bare taget beslutninger, ikke lyttet til beboerne,” mener Saoussane.

"Vi er mennesker, vi har vores meninger, vi bor her. Men de respekterer os ikke. De laver det, som de vil. Du kan ikke ændre noget. Ingen hører efter dine forslag," siger Saoussane.

Kan der komme noget positivt ud af Helhedsplanen?

"Måske. Vi venter og ser. De snakker om butikker og cafeer, men hvor er de henne? Vi blev glade, dengang de fortalte om planerne om en bygade, men se," siger Saoussane og løfter armen i et svæv over mod den menneske- og butikstomme Karen Blixens Boulevard:

”Der er ingenting sket.”

Hun har fået en parkeringsbøde foran sit eget hjem, fordi der pludselig kun var parkering tilladt for lastbiler, så nu må hun hver dag parkere længere væk.

”De siger, det er demokrati, men det føles som diktatur. Hvis I ikke vil have os her, så må I smide os ud. I stedet for at lave alle de regler, der gælder specielt for ghettoområder. Det gør kun folk psykisk syge. Det fylder rigtig meget, og man tænker meget på, hvordan ens børn skal klare sig. Boligforeningen, politikere og kommune, alle presser os, men vi prøver alt, hvad vi kan."

Vant til at hjælpe

Den 49-årige gellerupborger har gennem hele livet involveret sig i at hjælpe, hvor hun kan. Hun har uddannet sig til social- og sundhedshjælper, men måtte for nylig stoppe med at arbejde, da hun kom til skade med sig ryg.

"Jeg ville hjælpe en stor mand, der var faldet. Men endte med at beskadige min egen ryg så meget, at jeg aldrig kommer til at arbejde igen.”

Hun er i dag på kontanthjælp. Men får måske tilkendt førtidspension, selvom hun i starten afslog , da hun troede hun kunne arbejde igen.

Siden 2010 har hun været involveret i Bydelsmødre. Hun har været med til at starte den landsdækkende forening op i Gellerup. Her kan kvinder få hjælp til alt lige fra sundhed, jura, uddannelse eller at komme ud af isolation.

”Det betyder meget for mig, at jeg kan hjælpe folk. Jeg ser det som min opgave at hjælpe og støtte. Og der er mange, der har brug for det.”

Om aftenen ryger Saoussane ofte vandpibe, når hun skal slappe af. Hun drikker både dansk kaffe og te, og synes i dag, det er lige så godt, som den arabiske variant. Og så elsker hun rundstykker.

”Jeg håber meget, at Gellerup bliver et bedre sted at bo. Efter alt det her. Måske for vores børn bliver det bedre.”