Aarhus Kommune opkøber nedlagt grusgrav
Rådmand Nicolaj Bang (KF) ønsker at skabe bedre rammer for natur og biodiversitet i området, som tidligere var Spørring Grusgrav.
Med en ambition om at skabe mere grøn natur for borgere og besøgende i Spørring, har Aarhus Kommune opkøbt den tidligere Spørring Grusgrav, som strækker sig over 23 hektar.
Det blev en realitet, da Nicolaj Bang (KF), rådmand for Teknik og Miljø, satte sin købsaftale af den nedlagte grusgrav, som ligger lige nord for den folkeskov, der blev rejst sidste år. Det oplyser magistratsafdelingen i en pressemeddelelse.
»Jeg er meget glad for, at det er muligt for os at købe grusgraven. Købet betyder, at vi binder flere naturområder sammen, og det er en stor gevinst for naturen og biodiversiteten. Samtidig giver vi borgerne i Spørring bedre mulighed for at komme mere ud i naturen,” siger Nicolaj Bang i pressemeddelelsen.
Den nedlagte Spørring Grusgrav ligger i den nordlige del af kommunen med stejle sandede skråninger, store og små stenpartier og mere eller mindre våde partier. Efter at råstofindvindingen i grusgraven stoppede har naturen langsomt gjort sit indtog på de næringsfattige skråninger, og da netop denne varierede naturtype med varme solbeskinnede sydvendte skråninger efterhånden er sjælden i Danmark, byder den gamle grusgrav på levesteder for arter, der ikke længere findes så mange andre steder i landet, fremgår det af pressemeddelelsen.
I forbindelse med det nyligt indgåede budgetforlig blev der afsat 35 mio. kr. til etablering af en jordfond, som kan anvendes til opkøb af arealer, der er egnede til at indgå i kommende grundvandsparker og generelt understøtter arbejdet med et grønnere Aarhus.
Nicolaj Bang har store forventninger til de muligheder, som jordfonden giver.
»Opkøbet i Spørring er ikke en del af jordfonden, men det er et virkeligt stærkt eksempel på, hvilke muligheder vi får med jordfonden. Med den kan vi sikre, at aarhusianerne får adgang til bynær og rekreativ samtidig med, at vi kan styrke indsatsen for bedre biodiversiteten og øget grundvands-beskyttelse,« siger rådmanden i pressemeddelelsen.
jwh