Lukker i om letbanekaos: Direktør mener ikke, at borgerne har ret til en forklaring lige nu
Siden fredag er det betydeligt svære at komme til byerne udenfor Aarhus, som har et letbanestop. Flere af letbanens toge er taget ud af drift, fordi der er mistanke om, at de ikke lever op til det påkrævede sikkerhedsniveau.
Pendlernes morgen- og eftermiddagsrutiner er blevet alvorligt påvirket. En tur fra Lystrup til DOKK1 tog tidligere 16 minutter - nu tager det omkring 45 minutter. Fra Hornslet og Odder tager en tur ind til midtbyen cirka en time - førhen tog det cirka det halve.
Forsinkelserne skyldes en tvivl om, hvorvidt nogle af letbanetogene lever op til de sikkerhedsstandarder, der er.
I en pressemeddelelse fra Aarhus Letbane forklarer direktør Michael Borre, at togene er blevet tilbagekaldt på grund af mistanke om manglende eftersyn af togene. Det betyder, at de regler og sikkerhedsstandarder, som togene skal leve op til, muligvis ikke er blevet overholdt.
»Det er vedligeholderen Stadler Rail Service, der har ansvaret,« fortæller Michael Borre til avisen.
Ved I hvorfor togene er taget ud af drift?
»Nej, som jeg hele tiden har sagt, så skal jeg nok komme med noget, når vi har noget ordentlig information, der skal ud,« siger Michael Borre.
Letbanen forstår ikke hvorfor de er kaldt tilbage, Stadler forstår ikke...
»Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår, hvorfor de er kaldt tilbage. Jeg siger, at jeg ikke præcist ved, hvad årsagen er. Det skal vi have undersøgt og finde ud af, hvad konsekvenserne er, og så tager vi den derfra.«
Så der er ikke nogen, der ved, hvad der er galt?
»Jo, det er der jo. Men det skal vi først have en snak med dem om.«
Hvem er det så?
»Stadler må ikke udtale sig uden, at de har fået lov af os.«
Letbanen og Stadler havde mandag den 14. november et møde, hvor tilbagekaldelsen af de mange toge stod øverst på dagsordenen. I mødet blev det diskuteret, hvem der har lavet en fejl, og hvordan det kan rettes op.
»Vi håber, at Stadler udvikler en plan til at få fikset det, som de ikke har fået gjort - som jeg ikke helt præcist ved, hvad er,« siger Michael Borre.
Direktøren for Stadler Rail Service, Claus Hansen, mener ikke, at det er deres ansvar at kommunikere ud, hvad der er galt med togene.
»Det ønsker vi ikke at debattere i medierne. Jeg har ingen kommentarer. Det er op til letbanen at fortælle det,« siger Claus Hansen.
Michael Borre er dog heller ikke klar til at melde ud, hvad der er galt med togene.
Har borgerne ikke ret til at få at vide, hvad der i vejen med deres offentlige transport?
»Næ,« svarer Michael Borre og fortsætter: »Det, de har ret til, er, at jeg udtaler mig, når jeg ved mere. Vi har standset ulykken, forstået på den måde, at der er tvivl om eftersyn er blevet afholdt. Vi har fokus på, at sikkerheden er det vigtigste. Derfor har vi trukket nogle toge ud.«
Så borgerne har ikke ret til at vide, hvorfor den kollektive trafik, der bliver finansieret af skattekroner, er ude af drift?
»Det der er et åndssvagt spørgsmål. Det ved du også godt.«
Hvorfor er det et åndssvagt spørgsmål?
»Fordi vi har sagt, at lige nu handler det om, at vi har taget togene ud af sikkerhedsmæssige årsager.«
Er det dit ansvar som direktør for Aarhus Letbane at vide, hvornår togene har været til eftersyn?
»Nej, nej, nej, nej, nej...«
Letbane-direktøren understreger, at de arbejder ud fra en prioriteret rækkefølge, som hedder sikkerhed, drift og økonomi. Selvom Michael Borre ikke vil fortælle, hvad der er galt, så er han sikker på, at fejlen ikke ligger hos letbanen selv.
»Det er umiddelbart vores vurdering, at fejlen ligger ved Stadler. Vores mål er at sørge for, at togene kan komme ud at køre, og så kan vi slås om, hvem der skal betale efterfølgende,« siger Michael Borre.
Aarhus Letbane forventer, at køreplanen vil være tilbage til normalen i løbet af nogle uger.