Flere letbanetog tages ud af drift: Kommer til at påvirke driften de kommende uger
Togene skal have foretaget et påkrævet eftersyn, oplyser Aarhus Letbane.
De kommende uger vil der være færre afgange at vælge imellem, hvis man skal med letbanen. Og det gælder både i hverdagene og i weekenden.
Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.
For flere letbanetog trækkes ud af drift, fordi de skal til et påkrævet eftersyn, oplyser selskabet bag letbanen.
Her vil det primært være L1 mellem Grenaa og Aarhus H, der bliver påvirket af de manglende letbanetog, da det er den type, der kører på L1, der er taget ud af drift.
»Vi er utrolig kede af at måtte trække flere letbanetog ud af drift,« fortæller Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane.
»Men når et eftersyn ikke er gennemført, er der risiko for en svækkelse af sikkerheden, og dermed må letbanetogene ikke køre. Jeg beklager de gener, det giver for vores passagerer i den kommende tid,« siger direktøren og tilføjer:
»Det her må naturligvis ikke ske, men vi sætter altid sikkerheden højst, også selv om det desværre går ud over driften.«
Nødkøreplaner
Selskabet bag letbanen oplyser, der nu arbejdes koncentreret på at få nødkøreplaner klar, så passagerne ved, hvad de kan forvente i de kommende uger. Så snart nødkøreplanerne er klar, vil de være at finde på Midttrafiks hjemmeside, lyder det i pressemeddelelsen. Og her kigges der også ind i løsninger med erstatningsbusser.
Tidsrammen for hvornår eftersynene kan gennemføres, er på nuværende tidspunkt under udarbejdelse.
»Vi opfordrer desuden til altid at tjekke Rejseplanen, inden man tager hjemmefra,« lyder opfordringen afslutningsvist.
am