Tina rækker hånden ud: »Nogle har ikke fået en gave i 10 år«
De unge beboere på Blå Kors Egåhus kan ikke se frem til at få en julegave. Det håber botilbuddets forstander, Tina Jung Møller, at ændre.
Det er ofte nemt at fatte sympati for mennesker, der vil hjælpe andre mennesker. Det er tydeligt, at Tina Jung Møller, forstander for Blå Kors Egåhus, oprigtigt ønsker at hjælpe de unge beboere på botilbuddet.
28 hjemløse unge har netop nu hjemme på adressen Egå Mosevej 16 i Egå. De unge har flere ting til fælles. En af dem er, at de som udgangspunkt kan se frem til at få nul julegaver.
»Nogle har ikke fået en gave i 10 år. Det er virkeligheden. Mange af de unge ser ikke deres forældre mere, eller også har de et meget slidt forhold til forældrene. Nogle bliver aldrig kontaktet. Det er så trist,« siger Tina Jung Møller til Lokalavisen Aarhus.
Hun rækker nu hånden ud til omverden, for der er ikke plads til julegaver i det budget, forstanderen skal holde sig til. Blå Kors Egåhus søger sponsorer, der vil donere en lille julegave til botilbuddets beboere. Det kan være hjemmestrik, julebag eller noget tredje.
Husets ”madmor,” Henrietta, er primus motor i forhold til at skaffe sponsorer, og hun leverer en jætteindsats, lyder det.
»Vi siger, at gaverne kommer udefra, og nogle unge bliver virkelig berørte over, at andre mennesker har tænkt på dem. Når man kommer her, føler man sig alene og ensom og har en stor opgivelse. Hvis de får en gave udefra, får de håb om, at nogen vil dem det godt,« siger Tina Jung Møller.
I krise
De unge hjemløse på botilbuddet har ikke flere relationer at trække på, ikke flere sofaer at sove på. De har alle det, Tina Jung Møller kalder ”sociale problematikker,” ofte en hårdtprøvet psyke kombineret med misbrug af stoffer, alkohol og/eller medicin.
»Nogle har også levet et liv, vi måske vil kalde normalt. Så er de blevet skilt eller fyret, og så er de begyndt at drikke, og så er konen eller manden gået, og så er det gået ned ad bakke,« siger Tina Jung Møller.
Hvis man får et værelse på Egåhus, er det slut med stoffer og alkohol. Det adskiller botilbuddet fra andre botilbud til unge hjemløse i Aarhus Kommune.
»Det betyder også, at vi har et rimelig roligt hus. Vi har meget få udadreagerende unge. Vi arbejder rigtig meget med relationer, og det betyder, at vi kan nedtrappe konflikter, hvis det er nødvendigt.« siger Tina Jung Møller.
Næstekærlighed
Ifølge Tina Jung Møller er Blå Kors Egåhus bygget på ”et kristent fundament.« Det betyder ikke, at beboerne skal kunne recitere Fadervor.
»Men vi arbejder meget med værdier. Vi snakker næstekærlighed. At alle mennesker er lige meget værd, siger hun og fortsætter:
»Vi arbejder meget seriøst med at hjælpe vores beboere ud af hjemløshed. Vi arbejder med det hele menneske. Vi giver krammere. Vi prøver at give dem en masse positive ting på kontoen, så de kan få noget håb igen. Det er det, personalet knokler for hver dag.«
En gave til de unge hjemløse på Blå Kors Egåhus kan ifølge Tina Jung Møller ses som bidrag til det, man kunne kalde cirkulært samfundssind.
»Når vi rækker hånden ud, er det fordi, vi er afhængige af, at vi som samfund bakker op i den periode, et menneske har brug for hjælp. Nogle har svært ved at tage imod, men så siger jeg: ”På et tidspunkt bliver du klar til at være den, der giver.” Mange af vores beboere får job igen. De får uddannelser. En af vores tidligere beboere donerer hver jul 1500 kroner til os,« siger hun.
Siden 1. oktober har Tina Jung Møller måttet afvise 66 unge unge hjemløse, der ønskede at bo midlertidigt på Egåhus.