Sæson for smitte: Så mange midtjyder er nu vaccineret mod corona
I Region Midtjylland har næsten 1,1 millioner borgere nu fået de primære vaccinationer mod Covid-19.
Der er stor opbakning til coronavaccinerne i Region Midjylland.
Næsten 1,1 millioner midtjyder er nu dækket af det, som Sundhedsstyrelsen kalder de primære vaccinationer mod coronavirus, som tæller første og andet stik.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Ved udgangen af oktober havde 1.099.981 personer således modtaget de første to stik, mens 854.092 borgere også har valgt at opdatere deres personlige virusbeskyttelse med booster-vaccinationer, som tager højde for de ændringer, der naturligt sker med virus over tid.
Mange af de stik er givet, siden efterårets vaccinekampagne begyndte i midten af september.
Målt i procent er tilslutningen til booster-vaccinationerne 62,9 procent af regionens befolkning. Lægger man bookede tider oven i, så når tilslutningen op på omkring 71 procent, skriver Region Midtjylland.
»Jeg er imponeret over, at så mange tager del i kampen mod corona og de andre virussygdomme, som vi ellers risikerer at blive hårdt ramt af vinterhalvåret. Jeg synes opbakningen er klog, for vaccinerne beskytter både os selv som personer og det sundhedsvæsen, der skal pleje og behandle os i de tilfælde, hvor vaccinerne ikke er svaret,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen og opfordrer fortsat alle i målgrupperne, til at booke tid på www.vacciner.dk.
Siden 15. september er der booster-vaccineret 354.958 borgere. Der er fortsat ledige tider og en klar opfordring fra Sundhedsstyrelsen til at blive vaccineret.
Ældre vil undgå influenza
Mens vaccinationer mod Covid-19 er for næsten alle, så er det især de ældre generationer der bliver anbefalet vaccination mod influenza.
Region Midtjylland har opgjort tallene, og de viser at 66 procent af de inviterede, som primært er borgere over 65 år, nu er vaccineret mod influenza. Hvis alle bookede tider benyttes, så ender tilslutningen på 72 procent.
Tallene omfatter ikke for eksempel sundhedspersonale, som om kort tid også bliver tilbudt vaccination mod influenza.