Udpeget til traditionsrigt job i Den Gamle By
For fjerede år i træk er posten som juleinspektør gået til museumsinspektøren
Julen i Den Gamle By bliver som den plejer. Det understreger museet og udnævner den samme person til juleinspektør, som har siddet på posten de sidste tre år.
Det bliver en tidsrejse gennem 400 års juletraditioner, hvor lysende lanterner byder gæsterne velkommen og friskbagte æbleskiver og historisk julepynt kan nydes i samvær med familie og venner. Det fortæller museet i en pressemeddelelse.
»Julen er i høj grad et fællesskab, der rækker bagud, hvor vi gør præcis det samme, som vi har gjort i generationer. Det er en stærk kraft, som betyder meget mere end vi tror. Særligt i usikre tider,« siger den nyudnævnte juleinspektør, Anna Wowk Vestergaard.
Den Gamle By åbner for julen den 19. november og det varer indtil den den sjette januar.
Måske for mange føles julen anderledes i år, men juleinspektøren mener, at vi sammen kommer igennem den mørke tid.
»Andre før os har holdt jul i en krisetid, og julen har det med at finde vej, uanset hvad den stilles over for. Måske fordi fællesskaber kan opstå alle steder – og fordi de er levedygtige trods alverdens forhindringer. Det samme gælder julen og dens traditioner,« fortæller Anna Wowk Vestergaard.
Begrænsede billetter
Den Gamle By gentager sidste års succes med aftenjul, hvor gæster kan opleve museets julepynt og -lys i sammenspil med vinterens mørke. Aftenjulen kan opleves på fire udvalgte fredage og lørdage. De oprindelige datoer er allerede udsolgt, men museet har sat ekstra billetter til salg på to ekstra datoer.
Det er ikke kun til aftenjul, at museet anbefaler, at man køber billet til.
»Husk at købe billet hjemmefra, inden I besøger Den Gamle By. Uanset om det er til Aftenjul eller Jul i Den Gamle By. Trygheden for gæster og medarbejdere er stadig øverst på vores agenda, så der vil være begrænsninger på antallet af daglige billetter,« siger Anna Wowk Vestergaard.
Udnævnelsen til juleinspektør kommer ikke som en overraskelse for Anna Wowk Vestergaard. Hun har i flere måneder været i gang med at forberede julen. Hun mener, at alle godt kan nikke genkende til at juleforberedelser tager lang tid.