Historisk fiskehandel i knæ opfordrer til at støtte lokale specialbutikker: »Det er meget voldsomt«
Havnens Fiskehus er ligesom mange andre små erhvervsdrivende i store problemer - og står samtidig midt i massiv ombygning.
»Det er den perfekte storm. Vi er så pressede på alle parametre.«
Ordene kommer fra Anders Højgaard Andreasen, som sammen med sin bror ejer Havnens Fiskehus. Og de bliver ledsaget af et lavmælt suk. De eksploderende energiudgifter og inflationen har ramt deres branche hårdt.
»Vi er jo i samme båd som alle andre specialforretninger. Vi er ramt,« siger han og fortæller, at specialforretningerne står forrest i feltet af ting, der bliver fravalgt, når forbrugernes pengepung presses.
Men lige nu kæmper han en ulige kamp.
»Det er helt naturligt. Vi oplevede lidt de samme tendenser i finanskrisen, men den helt store forskel er bare, at dengang eksploderede vores omkostninger ikke på samme måde som nu. Samtidig med at salget er faldet, er vores udgifter mere end fordoblet. Ikke bare på energipriserne, men flamingo- og papkasser, plastikhandsker og den slags er steget med over 100 procent. Det er den perfekte storm,« konstaterer Anders Højgaard Andreasen.
Alle på kanten
Det billede genkender man også i brancheforeningen FødevareDanmark, der blandt andet har fiskehandlere, slagtere og bagere som medlemmer.
»Specialbutikker med fødevarer er særligt sårbare i øjeblikket, fordi de er energitunge. Og de kan ikke skrue ned, for de er bundet af lovgivningen om, hvordan fødevarer skal håndtere. Vi er i en tid, der snart sagt ikke kan blive værre,« siger direktør Torsten Buhl, der allerede har mistet medlemmer.
»Indtil videre er det mest slagterne, der har måttet dreje nøglen om. Siden 1. juli er ni slagterbutikker i Østjylland lukket. Det er ikke almindeligt. Der har været få konkurser, men de fleste trækker stikket, inden det når så langt, og der stadig er lidt på kistebunden. Men alle er helt ude på kanten af afgrunden i øjeblikket.«
For Anders Højgaard Andreasens vedkommende nærmer elregningen sig 100.000 kroner om måneden. Og det er på trods af, at han lige har bygget en splinterny forretning med solceller og energilette kølediske og -skabe.
Klar opfordring
Ombygningen, hvor 1. sal fortsat er ved at blive bygget, varer det meste af året, og Havnens Fiskehus har budgetteret med at tabe penge.
»Det skal helst ikke vare for længe. Vi prøver at omstille os hist og her, så vi kan få tingene til at hænge sammen, men det er meget voldsomt. Vi håber, at politikerne kommer en håndsrækning i en eller anden form på et tidspunkt, for det er meget at gabe over.«
Er I i risko for fyringsrunder eller decideret lukning?
»Fremtiden ser lidt dyster ud. Vi kommer til at tabe penge det næste stykke tid, og det må vi tage med. Så må vi bare se, hvor længe det kan holde, inden vi er nødt til at gøre noget drastisk. Men vi er heldigvis ikke der, hvor vi skal i gang med fyringsrunder og den slags.«
Anders Højgaard Andreasen håber, at forbrugerne vil kigge specialforretningernes vej, selvom de også skal holde for i en svær tid.
»Der tegner sig et meget, meget dystert billede af rigtig mange lukninger her i Jylland. Det er ærgerligt, for den type forretninger åbner bare ikke igen, så jeg kan kun opfordre folk til, at de støtter byens specialforretninger.