Ny dagligvarebutik i Aarhus: »Vi er 15 procent billigere end de andre«
Salling Group lancerer en ny butikskæde, hvor der skal være fokus på prisen.
Salling Group åbner ny butikskæde i Viby, hvor fokus skal ligge på pris, ikke service og udseende. Basalt, hedder kæden.
Ved at reducere åbningstider og sortiment og samtidig halvere omkostningerne til energi, vil butikskæden skære mindst 15 procent af prisen i forhold til andre discount-butikker.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
Der bliver dog også skåret ned på service-siden. Mange af varerne vil stå på paller i butikken eller i emballagen direkte på hylderne.
Udvalgt sortiment
Varesortimentet vil fortrinsvis bestå af basale dagligvarer som pasta, havregryn, toiletpapir, tandpasta, bleer, frugt, grønt og brød.
Der vil heller ikke være køle- og frostvarer i butikken, ligesom der ikke er åbent om aftenen.
På den måde vil Salling Group altså kunne sænke priserne.
Butikken, der ligger på på Viby Ringvej i Aarhus - i Nettos gamle lokaler - er en af de i alt foreløbige 10 butikker, som Salling Group åbner i disse uger.
Første åbningsdag er onsdag 12. oktober klokken 08.00.
jro