Kæde åbner to nye restauranter i Aarhus
Letz Sushi åbner tredje og fjerde restaurant i Aarhus.
Letz Sushi rykker for alvor ind i Aarhus, når kæden åbner dens tredje og fjerde restaurant i byen. Torsdag klokken 12 åbner kædens nye restaurant således i Nicolinehus på Aarhus Ø, og i næste måned er det Risskov, som kan føje endnu en sushirestaurant til udvalget.
Det oplyser Letz Sushi i en pressemeddelelse til Lokalavisen Aarhus.
Restauranten på Nicoline Kochs Plads 3, som ligger med udsigt ud til det populære havneområde Bassin 7, har plads til 40 siddende gæster, et stort udeområde med servering samt takeaway.
»Aarhus Ø er en virkelig attraktiv og interessant bydel for Letz Sushi. Vi har tidligere haft en madbod ved Bassin 7, som beboerskaren tog rigtig godt imod. Nu glæder vi os til at kunne invitere de mange beboere og gæster på Aarhus Ø indenfor i vores nybyggede restaurant og give dem den fulde oplevelse af Letz Sushi,« siger Anders Barsøe, direktør hos Letz Sushi, i pressemeddelelsen.
Restauranten har med åbningen på Aarhus Ø desuden indgået i samarbejde med GreenKayak, der engagerer frivillige i kampen mod miljøforurening, imens de sejler kajak.
»Med vores samarbejde vil det være muligt at låne en kajak – helt gratis - i to timer. Den eneste betingelse er, at du i løbet af sejlturen indsamler det affald, du støder på i havnen. Efter turen afleverer du skraldet i den opstillede container til videre affaldssortering. På den måde sikrer vi lidt renere vand i havnen, mindre skrald langs Aarhus Bugt og mindre plastik i maven på fiskene,« fortsætter Anders Barsøe.
Ny Risskov-restaurant i september
Åbningerne i Aarhus sker som følge af en større ekspansion, som sushikæden har igangsat. I midten af september forventer kæden at åbne på Nordre Strandvej 58 i Risskov.
»Vi har et erklæret formål om, at alt, hvad vi gør, skal være med til at sikre en bæredygtig forandring mod en bedre verden – og det kan vi mærke, at aarhusianerne er med på. Derfor fordobler vi her i sensommeren antallet af restauranter i Aarhus fra to til fire. Med vores bæredygtighedskoncept differentierer vi os markant fra vores konkurrenter, og vi kan tydeligt mærke, at aarhusianerne på flere måder ønsker en god smag i munden, når de bestiller sushi,« siger Anders Barsøe.
Letz Sushi serverer, som den eneste sushikæde i Europa, økologiske ris og fuldt ud certificeret bæredygtig og ansvarligt fanget fisk og skaldyr samt fisk fra skånsomt kystfiskeri.
jwh