Søstre sad i Cobraen under ulykken i 2008: Rørte over, at »det lort bliver revet ned«

I 2008 var søstrene Anne-Camilla og Sofie Laursen i Tivoli Friheden med deres forældre. Lige før de skulle hjem, fik de to piger på henholdsvis 14 og 11 år lov til at tage en sidste tur i en rutsjebane, og de stillede sig i kø til Cobraen.

De havde været hurtige på fødderne og stod som nummer to par i køen.

»Vi havde aftalt, at Sofie skulle løbe hen og tage den forreste vogn til os. Men de to piger, der stod foran os, løb hen og tog den. Så jeg råbte til Sofie, at det næstbedste var at sidde bagerst, så den tog vi,« fortæller Anne-Camilla Laursen over telefonen.

Selvom mindet er 14 år gammelt, ligger det stadig frisk i erindringen. Som et ar fra et brandmærke, der er blevet en del af huden.

»Dér var det den forreste vogn, der røg ned,« siger hun.

Telefonsamtalen finder sted fredag - godt et døgn efter, at endnu en ulykke er sket i Cobraen - inden det bliver offentliggjort, at forlystelsen har kørt sin sidste tur.

Den første ulykke var Anne-Camilla og Sofie Laursen en del af. De sad i den bagerste vogn og så fire mennesker falde fra den forreste vogn, mens Cobraen buldrede derudad.

Alle fire blev kvæstet, men overlevede.

Torsdag endte det fatalt, da en 14-årig pige mistede livet.

»Og så sidder man her i dag og tænker, nu er det den bagerste vogn, og det var den, Sofie og jeg sad i dengang. Jeg ved godt, det ikke har nogen sammenhæng, men man sidder bare alligevel og tænker... ja, det er hovedrystende, at den stadig får lov til at køre.«

Cobraens konsekvenser

Da Anne-Camilla Laursen hørte om ulykken torsdag, gik hendes krop igennem en strøm af følelser. Chok, vrede, forfærdelse over, at forlystelsen stadig bliver brugt. Hun begyndte at ryste og kunne ikke holde op igen.

»Det (ulykken i 2008, red.) er ikke noget, jeg tænker over i det daglige, men det er klart, når der skete det, som der gjorde i går, kommer jeg tilbage til det hele igen,« siger hun.

Sofie Laursen er også til stede under interviewet, og på et tidspunkt får hun røret i hånden. Det er slående, hvor ens deres stemmer lyder.

Hun nævner ligesom sin søster, at hun ikke tænker på ulykken fra 2008 til daglig. Men siden i går har hun ikke kunnet sove.

»Siden jeg fik det at vide, har jeg tænkt på det 95 procent af tiden. Det er svært at holde tankerne på andet end det, der er sket. Og på hende, det er gået ud over. På de pårørende. På de andre i den forlystelse,« fortæller Sofie Laursen.

Hun drejer samtalen over på de psykiske skader, som ulykken har medført. Og laver paralleller mellem sig selv som 11-årig i 2008 og de børn, der sad i Cobraen torsdag.

»Der er noget psykisk, der bliver taget fra en. En form for kontrol, sikkerhed, tillid til det danske samfund, der ryger,« siger hun.

Hendes stemme emmer af frustration. Frustration over, at det overhovedet er aktuelt at tale om hendes gamle sår, som der nu er nogle andre børn, der skal bære.

»Jeg var 11 år. Og jeg havde rigtig mange hyggelige stunder i Tivoli Friheden - vi var der jævnligt. Det var det fedeste. Det var jo sejt, hvis man havde turbåndet på. Det skulle bare være vildere og vildere.«

Hun er stille et øjeblik.

»Det var en stor del af min barndom, som jeg fik taget fra mig på det tidspunkt. Der var jo ting, man ikke forstod. Også generelt lysten til at prøve sjove ting - til at lege. Der var en stor del af legebarnet, der forsvandt. Det har kostet meget.«

»Den skal bare fjernes«

Det lyser igennem hele samtalen, at begge søstre er vrede over de konsekvenser, Cobraen har medført. Både for dem selv og for de ofre, der sad i rutsjebanen torsdag.

Hvad ønsker I, at der kommer til at ske nu?

»Den må ikke få lov til at køre videre. De kan jo ikke markedsføre sig på en vild forlystelse, der har slået nogen ihjel. Minimumskravet må være, at den bliver pillet ned hurtigere, end den blev sat op. Alt andet ville være fuldstændig grotesk,« siger Anne-Camilla Laursen.

Hendes søster er enig.

»Mit ønske er, at det lort bliver revet ned for at sige det på pænt dansk. Lige nu synes jeg, den skulle ændre navn fra Cobraen til Russisk Roulette. De skal ikke sælge den maskine til nogen, de skal bare pille den ned og brænde den, og så må de sgu smelte den om til nogle stole, jeg er ligeglad, den skal bare fjernes.«

Mens Sofie Laursen taler, dukker der en opdatering frem på interviewerens telefon. ’Breaking: Rutsjebane lukker permanent efter ulykke.’ Nyheden bliver overbragt til Anne-Camilla og Sofie Laursen.

Det er svært at beskrive, hvad der nu sker. En kort stilhed og så lyden af lettelse. Der bliver pustet ud i den anden ende af røret, og små hvin suser gennem luften.

De siger begge noget, men det er umuligt at tyde på de ens klingende stemmer, hvem der siger hvad. Hvad der til gengæld er ganske tydeligt, er, at de bliver rørte.