Anholt fik en præst i Kristian Ditlev Jensen - og han kan få folk i kirken

Kristian Ditlev Jensen lever det perfekte liv på Anholt - med tid til forfattergerning og foredrag.

Artiklens øverste billede
Kristian Ditlev Jensen har siden november i fjor været præst på halv tid på Anholt - og det er et embede, der passer perfekt til hans liv, fordi han også er kritiker, forfatter og foredragsholder. Foto: Søren Andersen
Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens lokale tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Menighedsrådet på Anholt frygtede at stå uden præst på øen, da Anne Damkjer Lautrup efter ni år sagde farvel.

Biskop i Aarhus Stift, Henrik Vigh-Poulsen, havde vurderet på opgaver og ressourcer og besluttede, at en præst på Anholt skulle løse opgaverne i en halvtidsstilling. Først var præsteembedet på Anholt på fuld tid, så trekvart tid og nu på halv tid - eller halv løn retteligt.

Det protesterede menighedsrådet imod, da man frygtede, at ingen ville søge embedet.

Men frygten blev gjort til skamme, og der kom faktisk flere ansøgninger, da stillingen blev slået op.

Jobbet gik til Kristian Ditlev Jensen, der i november sidste år tiltrådte efter hidtil at have virket i to forskellige dele af landet - Holbøl i Sønderjylland og Skagen. Og nu geografisk placeret på en ø i Kattegat - akkurat mellem Danmark og Sverige.

Han er født i 1971, vokset op i Holbæk og på visitkortet kan der stå både forfatter, præst og journalist. Uddannelsesmæssigt har han gået på Forfatterskolen og læst litteraturvidenskab og teologi på universitet.

Den politiske interesse er langvarig. Han stillede i 2007 op for partiet Ny Alliance, men blev ikke valgt. Siden var han i en periode taleskriver for den konservative klima- og energiminister Connie Hedegaard - og er i dag medlem af samme parti.

For tiden er der 90 medlemmer af folkekirken på øen. I år var der en enkelt konfirmand, men næste år er der vist fire. Så det går op og ned, og det holder jeg af

Kristian Ditlev Jensen

Kristian Ditlev Jensen har udgivet 14 bøger - hvor han hudløst ærligt har fortalt om så vanskelige emner som at blive misbrugt seksuelt som barn og og at leve et liv i alkoholmisbrugets tåger - og fungerer som kritiker ved Weekendavisen og Filmmagasinet Ekko. Han er far til tre børn og er fraskilt.

Valgte Anholt til

Lokalavisen har besøgt Kristian Ditlev Jensen i præstegården i Anholt By - og et oplagt åbningsspørgsmål må være - hvordan i alverden, at han kunne finde på at søge et præsteembede ude midt i Kattegat. Hvor man ikke bare lige går i biografen, hvis man har lyst til at se en film - og skal huske at købe mælk i de timer, hvor Brugsen er åben.

»Jeg havde jo et embede i Skagen, og det er et meget mærkeligt sted at være præst, fordi byen har en mærkelig demografi. Der er utroligt mange gamle mennesker i Skagen. Hvis man er født i Skagen, tager man hjem, når man bliver gammel, og hvis man er født i Hørsholm, kan man også tage til Skagen, når man bliver gammel. På en eller anden måde er der mange gamle mennesker i Skagen - akkurat som man ser det i Florida. Så antallet af skoleelever går ned og antallet af begravelser stiger. Vi kunne meget ofte have to begravelser om ugen pr. præst, så det er et meget, meget travlt embede, som så bliver endnu travlere, når det bliver sommer. Der bor jo 7000 om vinteren i Skagen - men 70.000 om sommeren. Så jeg søgte biskoppen om at få lov til at få en halvtidsstilling, men det kunne han ikke få til at gå op, så da muligheden kom her på Anholt, søgte jeg stillingen i Danmarks mindste pastorat,« siger Kristian Ditlev Jensen.

Langt ude i Kattegat

Det skræmte ham ikke, at Anholt er det mest isolerede sted i Danmark.

»Nej, jeg kan godt lide at bo lidt ekstremt. Og det passer præcist med det liv, jeg gerne vil leve. Jeg skriver meget ved siden af præstegerningen og holder mange foredrag. Her er der den besynderlige opgave, at man som præst også skal være kirken og være til stede. Det passer mig fint. Der er ikke så mange begravelser. Sidste år blev betegnet som et voldsomt år med to begravelser, men i år har der ingen været. Der har været et dødsfald, men med en bisættelse uden om kirken. Dertil kommer selvfølgelig barnedåb, og det er også populært at blive viet på Anholt. Og der er faktisk nogle af øboerne, som ikke er medlem af folkekirken. For tiden er der 90 medlemmer af folkekirken på øen. I år var der en enkelt konfirmand, men næste år er der vist fire. Så det går op og ned, og det holder jeg af.«

Da jeg ankom til Anholt med færgen, så jeg en mand køre en lastbil væk nede fra havnen. Og så lidt efter, så jeg en mand, der kørte i en rendegraver og fjernede strandsand fra vejen. Senere så jeg en skraldemand, og også en, der kørte med noget hø eller sådan noget - og faktisk også øl til kroen. Det viste sig så, at det var den samme mand, jeg havde set hele tiden

Kristian Ditlev Jensen

Jeg kan godt forstå, at man kan få halv løn som præst. Men kan man godt være præst på halv tid. Du skriver vel ikke bare en halv prædiken til søndagens gudstjeneste?

»Nej, sådan kan man ikke gøre det op, og jeg tæller heller ikke timer. Et præsteembede er jo noget andet end et almindeligt job. For eksempel så man gerne i Skagen, at præsten var en lidt festlig type. Man måtte godt gå ud at spise og være lidt social, fordi det ligesom hører med til at være i Skagen. Så det forventes, at præsten ses på en café og lignende steder. Og da jeg var i Sønderjylland, forventede man af præsten, at han kom til ringriderfesterne og spiste pølserne. Og er man præst i en storby, skal man nok tage sig af flere udsatte. Her på Anholt er den helt store opgave tilstedeværelse. At man bor her og der skiltes med, at her bor en præst - og at man hejser flaget om søndagen. Så selv om embedet er meget lille og arbejdet kan være begrænset på papiret, og lønnen kun er den halve, så er det med fuld bopælspligt. Jeg forstår godt, at man på øen var bange for at få en sommerhuspræst, som måske til daglig boede i Grenaa eller i Aarhus, og så kom her, når det var nødvendigt. Men jeg bor her rigtigt.«

Anholt Kirke er lille af størrelse, men langfredag var der 90 til gudstjeneste hos Kristian Ditlev Jensen. Foto: Søren Andersen


Vaccineret mod økuller

Kristian Ditlev Jensen ankom på måske det værst tænkelige tidspunkt - i novembermørket med det vejr, der følger med den måned.

»Man kan sige, at på den måde, fik jeg min første vaccine mod økuller. Jeg har hørt lokale sige, at hvis man kan bo her i to år, så bliver man boende. Der skal to vintre til, for det er meget specielt at være her om vinteren, hvor det er helt affolket.«

Hvordan har det første halve år været?

»Jeg må blankt erkende, at da jeg i forbindelse med ansættelsen for første gang besøgte Anholt, mødte jeg en på færgen og spurgte, om man ikke kunne være meget ensom om vinteren. ”Jo”, svarede hun. ”Det er derfor, jeg bor der.” Jeg kan godt lide at være helt i fred indimellem, og det kan man på Anholt i vintermånederne. Det er ikke usædvanligt, at indbyggertallet halveres fra måske 120 til 60, fordi halvdelen er taget til tandlæge i Grenaa eller Ebeltoft. Og alt undtagen Brugsen er lukket. Den har kun åbent i fire timer om dagen og der er kun færge til Grenaa fire dage om ugen.«

Så det gælder om at huske at købe ind i tide?

»Jeg er jo født i 1970’erne, og første gang jeg sad her i præstegården en lørdag og kom i tanke om, at der ikke var mere mælk i køleskabet og at Brugsen først åbner igen om halvandet døgn, så måtte jeg helt tilbage til min barndom for at erindre noget lignende. Så man lærer hurtigt at smide et par liter mælk i fryseren. Vi kalder det at proviantere, for man skal sørge for at have det, men skal bruge.«

Men du driver også en lille biograf, hvis man har lyst til at se en film?

»Ja. Der er tale om en lille kirkebiograf, som bare er nogle klapstole og et meget stort fjernsyn, hvortil der heldigvis er et rigtig godt lydanlæg, for det er lyden, der gør det lidt biografagtigt. Indtil videre har vi vist, hvad jeg vil kalde gode film, men som lige har et touch af religion. Måske som en dårlig undskyldning, men vi startede for eksempel med at se Godfather-filmene. Alle tre. Tre aftener i træk. Og til sidst var vi ikke så mange. Men også børnefilm, og det viser, at i sådan et lille samfund skal præsten også gerne tilføre et kunstnerisk element. Som Danmark i gamle dage.«

Anholt er kendt for, at mange har mange kasketter. Faktisk rigtig mange. Og andre har slet ingen. Er det ikke lidt en sjov blanding?

»Jo, det er helt rigtigt. Da jeg ankom til Anholt med færgen, så jeg en mand køre en lastbil væk nede fra havnen. Og så lidt efter, så jeg en mand, der kørte i en rendegraver og fjernede strandsand fra vejen. Senere så jeg en skraldemand, og også en, der kørte med noget hø eller sådan noget - og faktisk også øl til kroen. Det viste sig så, at det var den samme mand, jeg havde set hele tiden. Og man oplever jo også, at rigtig mange har været uddeler i Brugsen. Næsten alle har også en eller anden form for redningsfunktion eller har en brandmandsuddannelse.«

Og så kan vi jo vende tilbage til dig selv og dit virke gennem årene. Hvorfor valgte du - i en sen alder - at læse teologi?

»Ja, hvorfor gjorde jeg nu også det? Jeg er sådan en, der har været dårlig til at afslutte noget, men jeg har dog en bachelor i litteraturvidenskab. Men da jeg var 41 år, skulle jeg holde en forfatterprædiken i København. Der blev jeg ligesom ramt af et eller andet, og så tog jeg nogle samtaler med præsten bagefter og spurgte hvad det nu var for noget. Som barn var jeg troende og troede på Gud, men det gik mere og mere i stykker, des ældre jeg blev. Og da jeg senere blev klogere og veluddannet, kunne jeg ikke længere få det til at hænge sammen, fordi der jo ikke er logik i det hele. Men så blev en gnist alligevel tændt og så voksede det. Men jeg startede først på at læse teologi for sjov. Det skulle jeg ikke bruge til noget, og præst var nok det sidste, jeg skulle være, selv om der efter min forfatterprædiken var en kvinde, der sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle blive præst.«

Smidt ud af studiet

Så Kristian begyndte at læse teologi på Københavns Universitet og var næsten færdig med bachelor, men blev så smidt ud, fordi regeringen havde lavet fremdriftsreformen, som skulle få studier afsluttet hurtigere. Så man skulle læse på normeret tid.

»Men jeg var ikke så hurtig og brugte måske to års studier på et halvt års pensum. Men jeg tror, at fordi jeg blev ved med at dumpe i hebræisk - måske fordi jeg aldrig fik mig tilmeldt eksamen - så blev jeg sat på stand by. Men en sagde til mig, at jeg skulle prøve at snakke med en biskop, fordi jeg så kunne blive paragraf 2-præst - der minder lidt om den tidligere uddannelse som meritpræst, da man manglede præster i Danmark. Sådan noget som, hvis nogen synes en er god til at holde taler og skrive bøger, så kan man i princippet komme ind fra gaden, selv om kravet vist nok er en videregående uddannelse af en eller anden art. Så i 2017 blev jeg ordineret som præst og har været det siden.«

Familie er en fordel

Det er Kristian Ditlev Jensens erfaring, at som nyuddannet præst er det en fordel at have stiftet familie og søge væk fra de store byer, hvis man vil have arbejde. Og det fik han så først i det sønderjyske og siden i Skagen.

Hvordan er anholterne som kirkegængere?

»De er først og fremmest meget flittige, hvad nok kommer bag på de fleste. Specielt når man ser på, hvordan de er og går klædt. De virker ikke meget borgerlige og kirkevante. Men de er forbløffende glade for at gå i kirke, og hver søndag er der mange i kirke. Provsten sagde til mig, at på Anholt er det let at regne procenten ud, for man kan bare tælle på bænkene, men jeg tror ikke, at man ret mange steder kan fortælle om, at 30 procent af befolkningen har været i kirke. Det tror jeg ikke mange i Aarhus kan prale af. Men der er 10-15 stykker det meste af året, og så stiger det, når turisterne kommer. Langfredag var der 90 i kirke, og det var jo helt fantastisk med stuvende fuldt.«

Da du fik jobbet som præst på Anholt, skrev medierne - også denne avis - at nu blev en kendt forfatter præst på Anholt. Tror du også, at du var kendt på Anholt?

»Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg er glad for, at I skrev kendt forfatter, for der er også nogle som skriver kendisforfatter. Og det kan jeg ikke fordrage. Det synes jeg faktisk er irriterende.«

Man kan bare spørge sig selv. Har I en taxa? Ja, det har vi. Har I en café? Ja, det har vi også. Og en kirke - og såmænd også en biavlerforening og en fodterapeut. Vi har også en psykolog, men hun vil ikke være psykolog herovre, for her kender hun alle folk. Men vi har de mest underlige ting. Det er meget lidt, vi mangler. Måske mangler vi et rådhus

Kristian Ditlev Jensen


Hvad med begravelser på sådan en ø - er det kistebegravelser?

»Ja, det skulle man tro, men det er meget specielt med begravelser herovre. Er der et dødsfald, er der sørget for, at alle huse får besøg og får at vide, at der er begravelse. Og her er der to muligheder. Den ene er kistebegravelse, som jeg tror, at der er flest af. Og det foregår meget fornemt, for der er seks anholtere, som graver hullet. Graveren, som menighedsrådet har ansat, står kun for det praktiske, så man ved på forhånd hvem det er, der sørger for hullet til ens kiste. Og gravstederne er fredet her i 30 år, fordi de jordiske rester er så længe om at forgå. Den anden mulighed er bisættelse, hvor der kommer en bedemand til Anholt med rustvogn, som så efter bisættelsen fra kirken sejler retur til fastlandet med kisten og kører til krematoriet. Bedemanden er jo nødt til at overnatte her, så jeg tænker ikke, at han tager betaling for alle timer, for ellers vil det løbe op. Og at vi er isoleret ses af, at vi altid har to slags kister på lager. Den ene er en almindelig kiste til folk, som dør her, og den anden er en zinkkiste til folk, som skyller i land, for med den beliggenhed, Anholt har, sker det ofte.«

Ikke leve som andre

Kristian fortæller også, at mange vælger en helt uformel afsked med det levede liv.

»Der er jo nogen, som bor her, fordi de ikke vil leve som de fleste andre. Og selv om de måske ikke er medlem af folkekirken, så er de jo på en eller anden måde med i menigheden alligevel, for det er vi allesammen. Der har været en, som bare ville synges ud med en Kim Larsen-sang, fordi han ikke var medlem af folkekirken, men jeg mødte da op og tilbød min assistance ved mindesamværet bagefter. Selvfølgelig. Der kan være mange grunde til ikke at være medlem af folkekirken. Religiøse, politiske eller økonomiske. Og det skal man respektere. Jeg tror, at jeg i min tid som præst har bisat fem mennesker, som ikke var medlem af folkekirken - med stor fornøjelse. Men det er et emne, der skiller præsterne, og nogle siger nej til at medvirke.«

Nu har jeg jo set gudstjenestelisten for Anholt Kirke, og du har jo ikke en fridag hele sommeren. Er det dit eget valg?

»Ja, efter aftale med provsten og menighedsrådet. Og vi er enige om, at der, hvor der er mest brug for kirken på Anholt, er om sommeren, hvor der er mange mennesker. Og fordi det så er et halvtidsembede, så har vi tilrettelagt det sådan, at der er perioder med flere gudstjenester end andre. På et år er der vel mulighed for at holde cirka 60 gudstjenester, og her på øen holder vi, nok 40. Så kan jeg for eksempel holde fri og rejse væk i hele september og det samme i januar og april. Så jeg har nærmest tre måneder, hvor jeg kan være væk eller være hjemme uden at have gudstjeneste, selv om det føles sjovt at være her og ikke at stå for gudstjenesten.

Vi har næsten alt

Det har overrasket den nye præst på Anholt, hvor mange af de funktioner, som vi andre kender fra dagligdagen, også rent faktisk også findes på øen i en eller anden form.

»Man kan bare spørge sig selv. Har I en taxa? Ja, det har vi. Har I en café? Ja, det har vi også. Og en kirke - og såmænd også en biavlerforening og en fodterapeut. Vi har også en psykolog, men hun vil ikke være psykolog herovre, for her kender hun alle folk. Men vi har de mest underlige ting. Det er meget lidt, vi mangler. Måske mangler vi et rådhus. Og at havnen bruges noget mere turistmæssigt. Første gang, man ankommer undrer man sig over, at det hele ser lidt klondykeagtigt ud med brædder, der er fundet og banket sammen, så man næsten kunne optage en westernfilm på steder. Det kunne være sjovt med en promenade med lidt mere ensartede bygninger, synes jeg. Men så ville det måske ikke være Anholt.«

Nu er du jo også forfatter. Skriver du på noget hele tiden?

»Ja. Jeg har gang i flere ting, og jeg tror, at jeg lige nu har aftaler om at aflevere fem bøger. Jeg skriver ikke på dem alle lige nu, men på to. Dels en religiøs bog og dels en roman.«

Som du selv medvirker i?

»Nej, ikke rigtigt. Min seneste bog ”Bar” handler jo om alkohol og alkoholisme, men jeg har også i 2004 skrevet en bog om gastronomi, og nu synes jeg, at der mangler en bog om det søde køkken. Så den skriver jeg.

Kunne du tænke dig på et tidspunkt at blive præst i en storby?

»Både og. Så skulle det være som præst i en speciel funktion. Måske som gadepræst eller fængselspræst. Det er altid meningsfyldt at være præst, men jeg tror, at det er mere intenst, hvis man har med mennesker at gøre, hvor det er enten eller. Jeg kender hospitalspræster, som beretter om, at det er meget krævende og givende at tale med mennesker, som har fået en alvorlig diagnose, har født et dødt barn eller er blevet rask efter lang tids sygdom. Så er der lidt mere på spil, end når man skal døbe et barn næste søndag. Jeg tror også, at der er stor forskel på at vie to døende end to glade, unge mennesker.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.