Tilsyn med plejehjem er nu nemmere at finde online - men er de 'lette at se' på plejehjemmene?
Efter kritik har forvaltningen i Sundhed og Omsorg nu gjort adgangen til tilsynsrapporter væsentligt nemmere på nettet, men efterleves kravet om, at rapporterne også skal 'lette at se' på det enkelte plejehjem? En pårørende kan ikke finde dem på to plejehjem.
Et simpelt direkte link til de seneste tilsynsrapporter gør det nu væsentligt nemmere at få indblik i forholdene på de aarhusianske plejehjem.
Efter at Lokalavisen Aarhus for nylig skrev om den besværlige adgang til de tilsynsrapporter, som både Aarhus Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed udfører, reagerer Aarhus Kommune nu ved at ændre adgangen online.
Hvor man tidligere skulle klikke seks gange for at finde den relevante rapport, har man nu samlet alle tilsynsrapporter på hver plejehjems hjemmeside, som det netop blev efterspurgt fra både Alzheimerforeningen og flere pårørende.
Den ændrede struktur på hjemmesiderne glæder Lone Svinth, der er medlem af afdelingsbestyrelsen på Plejehjemmet Rosenvang:
»Det er jeg da rigtig glad for, at det nu er blevet nemmere at finde online.«
Ændringen kommer, efter at formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Anette Poulsen (S) bragte sagen op på seneste udvalgsmøde efter et interview med Lokalavisen Aarhus.
»Jeg er meget glad for, at man har lyttet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi yder en god service også på nettet. Man skal nemt kunne læse tilsynsrapporterne. Det skal ikke være noget, man skal rode rundt efter,« lyder det fra Anette Poulsen.
Bliver de også hængt op?
Ifølge loven skal en skriftlig version af rapporten også være lettilgængelig på plejehjemmet. Det har Lone Svinth dog ikke oplevet på det plejehjem, hun har sin gang på.
»Jeg har ikke lagt mærke til rapporter i fysisk form. Efter vi talte sammen, har jeg tjekket igen på Rosenvang og også på plejehjemmet Borgvold, og jeg kan ikke se nogen rapporter,« fortæller Lone Svinth, der også er medlem af Ældrerådet i Aarhus Kommune.
Det er vigtigt, at rapporterne også bliver hængt op
Ifølge loven skal rapporten være placeret, så beboerne ”let kan se den.”
Anette Poulsen fortæller, at hun kan huske, at rapporterne blev hængt op på opslagstavlerne på plejehjemmene, da hun var områdechef i ældreplejen for cirka fire år siden:
»Det er vigtigt, at rapporterne også bliver hængt op. Det trænger man måske til at få fulgt op på, efter der har været en stor omstrukturering i Sundhed og Omsorg og en stor udskiftning af ledere på plejehjemmene,« siger byrådspolitikeren.
Avisen har spurgt forvaltningen i Sundhed og Omsorg, hvordan man i praksis efterlever kravet om, at tilsynsrapporter i fysisk form skal være lettilgængelige, og hvem der tjekker, at det bliver overholdt. Vi har fået følgende mailsvar:
»Der er lokale forskelle på, hvordan man gør på de enkelte plejehjem. Nogle steder vil seneste tilsynsrapport være hængt op på en opslagstavle på plejehjemmet – andre steder vil den være at finde på eksempelvis fællesarealet. Hvis man gerne vil se et fysisk eksemplar af tilsynsrapporterne på de enkelte plejehjem, vil man desuden altid kunne henvende sig til vores forstandere og viceforstandere eller øvrigt personale, som vil kunne udlevere og gennemgå tilsynsrapporten.«