Hun skal være ny direktør for Boligforeningen Århus Omegn
Boligforenings nuværende sekretariatschef bliver forfremmet til direktør
Direktør Leif Jensen går på pension efter 22,5 år i Boligforeningen Århus Omegn og overlader stillingen til boligforeningens nuværende sekretariatschef Marianne Brammer.
Marianne Brammer har været ansat i Århus Omegn siden 2014 og har derfor et indgående kendskab til foreningens kerneydelser, det boligsociale arbejde og strategien frem til 2024, der er bygget på et fundament af økonomisk bæredygtighed og de tre ben: Udvikling, social og miljømæssig bæredygtighed.
»I organisationsbestyrelsen er vi glade for, at Marianne har sagt ja til at blive direktør. Vi har gennem årene haft et godt og konstruktivt samarbejde med Marianne og vi har tillid til, at hun vil fortsætte Århus Omegns ambitioner om at være en almen boligforening, der er med til at sætte dagsordenen,« siger Jette Holgersen, formand for Boligforeningen Århus Omegn, i en pressemeddelelse.
Marianne Brammer ser frem til arbejdet som direktør:
»Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en boligorganisation med hjertet på rette sted. Det bliver spændende i et fællesskab med beboerdemokrati og ansatte at komme videre i arbejdet med Århus Omegns strategi om bæredygtighed og udvikling. Den almene sektor og ikke mindst vores beboere står over for store udfordringer i denne tid, hvor inflationen er høj og udgifterne til helt basale fornødenheder er på himmelflugt. Vi kan allerede nu se, at flere får vanskeligt ved at betale deres husleje. For Århus Omegn er det vigtigt at kunne tilbyde attraktive, tidssvarende boliger for den almene lejer og at balancere dette mod kravene om effektiv drift bliver afgjort ét af mine fokuspunkter,« siger hun.
Marianne Brammer er 43 år gammel og bor i Malling med sin mand og tre børn. Hun er opvokset i Tranbjerg, student fra Aarhus Katedralskole og uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 2005.
Frem til sin ansættelse i Århus Omegn har Marianne arbejdet som advokat hos daværende Advokatkontoret Hørlyck & Steffensen.
Marianne Brammer tiltræder som direktør den 1. august 2022.
ksa