- Opdateret 22/06/2022 kl. 17:19
Nu er den gal igen: Dokk1's parkeringsanlæg er gået i sort
På hjemmesiden for Dokk1's parkeringssystem oplyser man, at man er blevet ramt af »uforudsete tekniske udfordringer« i p-anlægget.
Opdatering 22. juni kl. 17.17: På sin hjemmeside melder man kl. 17.11, at de »tekniske udfordringer er blevet løst«, og at man nu har åbnet for p-anlægget igen.
Omkring klokken halv et skulle Dokk1’s parkeringsanlæg være gået i sort. På parkeringsanlæggets hjemmeside oplyser man, at:
»P-anlægget er midlertidigt lukket for parkering og afhentning af biler. På grund af uforudsete tekniske udfordringer kan du desværre ikke parkere eller afhente din bil lige nu.«
»Holder du parkeret i anlægget, så henvend dig til vagten i anlægget for opdatering, eller følg med her, hvor vi opdaterer udmeldingen løbende,« lyder meldingen.
Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med Securitas, som er selskabet der til dagligt driver parkeringssystemet. Overfor avisen bekræfter man, at anlægget er ude af drift.
Derudover vil Securitas dog ikke oplyse yderligere om fejlen, eller hvor lang tid man regner med, at det tager og udbedrer fejlen. Her henviser selskabet i stedet til, at man følger med på hjemmesiden for parkeringsanlægget.
En frustreret bruger på Twitter skriver dog, at der angiveligt er tale om en softwarefejl.
Det er ikke første gang, at ”Europas største automatiske parkeringsanlæg” går i sort. I 2018 måtte 220 bilister lade deres bil stå i anlægget i weekenden, da anlægget blev ramt af tekniske fejl. Og som billedet øverst i artiklen illustrerer, var den også gal i 2015.