Centrale pladser midt i Aarhus forvandles: Færre parkeringsmuligheder, mere hygge
Bænke, træer og blomsterkummer rykker ind, når centrale pladser i Aarhus bliver forvandlet fra gadeparkering til nye byrum i sommeren. Rådmanden for Teknik og Miljø, Steen Stavnsbo, håber at kunne skabe flere af disse initiativer sammen med aarhusianerne.
Kan du forestille dig at hygge med vennerne og en god pizza midt på Vesterbro Torv? Eller er du mere til en kold øl i solen på Fredens Torv? Det er tæt på umuligt i dag, hvor kørende og parkerede biler dominerer pladserne. Men absolut realistisk i nær fremtid, da Teknik & Miljø er gået i gang med at gøre to af byens centrale pladser klar til sommer og samvær.
Det oplyser Teknik & Miljø i en pressemeddelelse.
Byrum med potentiale
De centrale pladser i Aarhus, Vesterbro Torv og Fredens Torv, vil snart få en overhaling, og det glæder rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo (K).
»Det er vigtigt, at vi skaber mere af det Aarhus, vi holder af. Både Vesterbro Torv og Fredens Torv har et stort, uforløst byrumspotentiale, og det er det, vi nu forsøger at få frem ved at omdanne gadeparkering til fordel for initiativer, der kan skabe liv, oplevelser og smil på læben. I takt med at vi bliver flere byboere, skal vi også se på, hvordan vi løser et stigende behov for rekreative byrum og mere bynatur,« siger Steen Stavnsbo (K) og tilføjer:
»I første omgang er det et forsøg over sommeren, men hvis det bliver en succes, forestiller jeg mig, at vi skal arbejde for mere permanente løsninger.«
Når tæt på alle parkeringspladser på de to torve bliver nedlagt – handicapparkeringspladserne består – bliver der plads til træer, bænke, mere udeservering og hygge, oplyses det i pressemeddelelsen.
Logistikken og praktikken for forvandlingen af de to pladser er endnu ikke på plads, men Teknik & Miljø er i dialog med lokale erhvervsdrivende og restaurationer om forskellige aktiviteter på pladserne hen over sommeren. Derudover er der rum for gode ideer, forklarer Steen Stavnsbo.
»Vi vil gerne skabe og udvikle gode og velfungerende byrum sammen med aarhusianerne. Forvaltningen kommer med nogle gode oplæg til, hvad der kan ske på pladserne, men meget afhænger af, hvad aarhusianerne drømmer om, og hvad der er realistisk at etablere og drive sammen med lokale kræfter,”« siger Steen Stavnsbo.
Teknik & Miljø arbejder på en plan for borgerinddragelse, der vil komme til at foregå direkte på pladserne.
Dialog og samarbejde
Vor Frue Kirkeplads inviterer allerede til ophold og leg i form af bænke og en petanquebane. Denne får også nyt udtryk over sommeren. Her er allerede opsat plantekummer med krydderurter og sommerblomster, flere runde bænke og et bordtennisbord.
Initiativerne er blevet til i tæt samarbejde mellem Teknik & Miljø, Vor Frue Kirke og Vestergadeforeningen.
»Vi har gennem mange år haft og har stadig en god dialog med kommunen om udviklingen af Vestergade. En del af dialogen har handlet om den grønne kile ind i Aarhus, hvor Vor Frue Kirkeplads spiller en central rolle. Initiativet med at skabe en mindre bypark er godt, og at pladsen bliver et møde- og aktivitetssted, passer også godt ind i den vision, vi har for Vestergade. Det er dejligt, når vi kan udvikle gennem samskabelse,« siger formand for Vestergadeforeningen, John Hermansen.
Vesterbro Torv, Fredens Torv og Vor Frue Kirkeplads er omdannet frem til 1. oktober.
mw