Gode nyheder for de firbenede: To nye hundeparker i Aarhus midtby
Rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo, ønsker at forbedre forholdene for midtbyens hunde. Derfor lancerer han nu to nye indhegnede hundeparker, der vil indgå som en del af et to-årigt forsøg.
Hundeejere i midtbyen kan snart lufte deres firbenede venner i to nye hundeparker - en på Pier 2 og en ved Vestervang.
Flere og flere får hund, og midtbyen mangler steder, hvor de kan få pulsen op, mens de leger med deres artsfæller efter en lang dag alene hjemme.
Det skriver Teknik & Miljø i en pressemeddelelse.
Rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo, ønsker at forbedre forholdene for midtbyens hunde. Derfor lancerer han nu to nye indhegnede hundeparker.
»Vi skal sikre, at Aarhus kan opfylde sit potentiale som en by, der kan give så mange som muligt et dejligt sted at bo med en hverdag fuld af livskvalitet. Det gælder også familiens firbenede medlemmer,« siger rådmanden.
Teknik & Miljø har peget på to mulige placeringer: Den ene ved Vestervang, som ligger ud til Langelandsgade/Hjortensgade. Den anden på Pier 2 i det nordvestlige hjørne af Aarhus Ø’s nye bypark.
Det er hensigten, at de får en størrelse på en villagrund, hvilket svarer til mellem 700 og 1.000 kvadratmeter - afhængigt af detailplanlægningen og tilpasninger.
Forslagene skal i første omgang præsenteres for fællesrådene i midtbyen, som skal have mulighed for at forholde sig til dem.
Hvis fællesrådene godkender planen inden sommerferien, kan man lufte hunden i en af byens to nye hundeparker allerede til august.
Hundeparkerne er en del af et to-årigt forsøg, som fællesrådene også skal være med til at evaluere.
mw