Peter har sat sig på tung politisk post: »Jeg kan sgu ikke lade være med at blande mig«

Peter Nørskov er ny mand på den tunge post som formand for Socialdemokratiet i Aarhus. Han er begejstret for kultur og bekymret for, at vi kun møder mennesker, der ligner os selv.

Artiklens øverste billede
Peter Nørskov kommer som formand for Socialdemokratiet i Aarhus til at deltage i efterårets budgetforhandlinger på rådhuset. Her ses han i sin have i et villakvarter i Brabrand. Foto: Sten Brøgger

Han virker rar, Peter Nørskov. Han er bedstefar til fire, og børnebørnene må føle sig gevaldig trygge i hans selskab.

En evne til at indgyde tryghed og tillid har formentlig været afgørende for, at 64-årige Nørskov i de kommende to år, som minimum, kan kalde sig formand for Socialdemokratiet i Aarhus.

Det kan han, fordi han fik 82 ud af 107 gyldige stemmer ved et nyligt kampvalg i partiets lokale repræsentantskab.

»Du havde koncentratet af al engageret socialdemokrati i det lokale. Der var elektricitet i luften,« siger Peter Nørskov.

Afstemningen i Aarhussalen på Skt. Knuds Torv giver ham et solidt mandat som lokalformand. Det vil komme ham til gode.

I sit nye hverv skal han i helt korte træk være bindeled mellem baglandet og byrådet, inklusive borgmesteren. Nørskov skal med egne ord »kitte organisationen sammen.« Han får, lader det til, brug for en del nyt kit.

»Vi skal åbenlyst gøre tingene på en mere transparent måde og sørge for, at kommunikationen omkring vores politikudvikling bliver bedre. Der er ting, vi skal have rettet op på, og jeg er parat til at bryde mønstre, hvis medlemmerne ønsker det,« siger han.

Farlige ghettoer

Rekruttering af nye medlemmer til Socialdemokratiet er en mærkesag for den nye lokalformand. Det gælder om at stoppe den »nedadgående spiral,« lyder det. Der er brug for ungt og friskt blod.

En anden mærkesag er kommunens 34 fællesråd. I kommunalpolitik er borgerinddragelse det nye sort. Uanset partifarve.

»Fællesrådene vil få stadig større indflydelse og blive en samarbejdspartner, byrådet vil komme til at spille bold op ad. Man skal bare være opmærksom på, hvem der sidder i de fællesråd. Man skal fra kommunens side sikre sig, at fællesrådene har en legitimitet, en base, for eksempel i det lokale foreningsliv. Vi skal naturligvis fortsat give plads til ildsjælene,« siger Peter Nørskov.

Peter Nørskov kommer næppe til at tilbringe mange stunder i havestolen i den kommende tid. Han vil, siger han, besøge samtlige 21 socialdemokratiske lokalforeninger i Aarhus Kommune i løbet af det kommende år. Foto: Sten Brøgger

På et mere overordnet plan er Nørskov, der til daglig er kommunikationskonsulent i Hedensted Kommune, optaget af ulighed i samfundet. Han er indædt fortaler for, at vi ofte møder mennesker, der ikke ligner os selv.

»Vi isolerer os i højere grad i ghettoer, hvor vi ikke længere kommer sammen på tværs af sociale og økonomiske skel. Den udvikling vil jeg meget gerne være med til at forandre. Vi skal have kommunen og samfundet til at fungere, og hvis vi ikke har en sammenhængskraft, kan jeg godt frygte for fremtiden, bare se på udviklingen i USA,« siger Peter Nørskov og fortsætter:

»Jeg kender selv til miljøer, der er anderledes end det, jeg lever i nu. Jeg ved, at der findes et andet liv derude, og at der er mennesker, der lever på en anden måde, end jeg gør. Det, tror jeg, er vigtigt.«

Overførte ambitioner

Det miljø, Peter Nørskov befinder sig i, da vi mødes, er en nydelig villa for enden af en nydelig villavej i Brabrand. Et behageligt miljø.

Han er selv vokset op under lidt mindre velpolstrede kår. Et andet slags hjem. Hans forældre var begge 18 år, da Peter, som det første af tre børn, kom til verden. Hans mor var i lære som maler, faren som elektromekaniker.

»Jeg er vokset op i et hjem, hvor midlerne var små, og hvor der blev knoklet. Jeg er opdraget til, at man tænker på helheden, før man tænker på sig selv,« siger han.

Nørskov giver sin mor æren for, at han som ung tog sig sammen til at tage en gymnasie- og siden en universitetsuddannelse.

»Min mors forældre havde så få midler, at hun blev forhindret i at gå i realskole. Hun havde en social indignation, og de ambitioner, hun ikke selv kunne leve ud, overførte hun til vi børn. Hvis hun ikke havde skubbet på, havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag,« siger han.

Som parentes bemærket var Nørskovs mor ved at skrive sit speciale på teologistudiet, da hun som 60-årig døde. Peter Nørskov er mønsterbryder. Han er arveligt belastet.

Hvis det stod til Peter Nørskov, skulle flere politikere have erfaring fra levet liv i stedet for at hoppe direkte fra universitetet ind i et tillidshverv. Foto: Sten Brøgger

Skarpt adskilt

På trods af ret entydigt socialdemokratisk DNA, er det blot fire år siden, Peter Nørskov meldte sig ind i Socialdemokratiet. En 30-årig karriere som journalist kom så at sige i vejen.

»Jeg har altid haft den holdning, at man skal holde politik og journalistik skarpt adskilt. Men jeg har i klummer, kommentarer og ledere forholdt mig til den her by i mange år,« siger han.

I 20 år skrev Nørskov om Aarhus som journalist og siden kulturredaktør og redaktionschef på Aarhus Stiftstidende.

Jeg kender ikke borgmesteren personligt, men jeg har gennem årene skrevet om ham som journalist. Nu skal vi til at skyde os ind på hinanden.

Peter Nørskov

Han er særlig stolt af en artikelserie (2008) om økonomien på Aarhus Teater. Artiklerne, der indbragte ham en intern journalistpris, betød, at teatret blev sat under observation af Kulturministeriet, og at teatrets bestyrelse blev skiftet ud.

Selv er Nørskov medlem af bestyrelsen for Teatret Svalegangen. Han er også medlem af bestyrelsen for Aarhus Jazz Orchestra og af repræsentantskabet i energiselskabet AURA. Han er på grund af sit nye hverv netop trådt ud af Brabrand-Årslev Fællesråd.

»Jeg kan sgu ikke lade være med at blande mig. Jeg har altid har interesseret mig for det samfund, jeg lever i, og kulturen i Aarhus har altid været en hjertesag« lyder det.

Lykke-Peter

Den tidligere kulturredaktør har også fundet tid til at arbejde på en roman baseret på dele af egen familiehistorie. Indtil videre er det blevet til 50-100 sider. Skriveriet er aktuelt sat i bero.

»Det bliver spændende at se, om den nogensinde bliver færdig. Det er et ømt punkt. Den bog bliver jeg drillet meget med,« siger han.

Hvad er din egen favoritroman?

»Den bog, der har gjort størst indtryk i mit liv, er Henrik Pontoppidans Lykke-Per. I en periode læste jeg den hver fjerde år. Det er en bog, du kan blive ved med at læse hele livet igennem, og den vil sige dig noget forskelligt, fordi du selv har udviklet dig og er blevet ældre.«

Peter Nørskov kan, et stykke af vejen, spejle sig i sin navnebror i Pontoppidans berømte historie om Peter Andreas Sidenius, der med lys og lygte søger efter sig selv og et lykkeligt liv.

»Jeg drog også ud med en ambition, ligesom han gør. Jeg tog også fra det kendte miljø, jeg var rundet af, til en storby med nye miljøer, og det er samme oplevelse, Per har. Der er nogle paralleller. Jeg tror også, det er derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til bogen.«

Nu tager Nørskov hul på et nyt kapitel i sit liv. Som formand for Socialdemokratiet i Aarhus. Held og Lykke, Peter. Husk at medbringe masser af kit.

Peter Nørskov bor sammen med psykologen Bente. Parret har til sammen tre voksne sønner.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.