Om lidt er Giber Ringvej klar, men det er cykelsti mellem Malling og Beder ikke: »Kan blive en dødsfælde«

En planlagt cykelsti mellem Beder og Malling kan blive droppet, selvom byernes forbindelsesvej om kort tid bliver meget farligere at cykle på.

Artiklens øverste billede
Daniel Pedersson, formand for fællesrådets trafikgruppe, frygter, at der vil ske dødsulykker, hvis Giber Ringvej åbner, uden at en cykelsti er klar på Beder Landevej. Privatfoto
Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens lokale tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Når kommunens nye ringvej i syd, Giber Ringvej, efter forventningen åbner i 2023, så forværres trafiksikkerheden for cyklister i Beder og Malling betragteligt.

Det er i hvert fald frygten hos det lokale fællesråd, for ringvejen bliver koblet direkte på en helt central strækning for de to byer, Beder Landevej.

»Det kan blive en regulær dødsfælde. Det bliver livsfarligt at cykle på den, hvis der ikke bliver lavet en cykelsti,« spår Daniel Pedersson, formand for fællesrådets trafikgruppe.

Beder Landevej er den direkte forbindelse mellem de to nærliggende oplandsbyer og betegnes af kommunen som en ’primær cykelrute’. Alligevel er den korte vej på cirka 1,5 km. den eneste strækning af en 22 km. lang forbindelse mellem Aarhus og Odder, der ikke har en cykelsti eller en såkaldt sikker rute.

Ikke desto mindre benyttes den flittigt, fortæller Daniel Pedersson.

»Man ser altid cyklister. Og rigtig mange i myldretiden er børnefamilier med ladcykler, som du slet ikke kan overhale, fordi vi har en masse daginstitutioner i Beder, der bruges af borgerne i Malling.«

Cyklister og trafikanter kører i dag meget tæt på den trafikerede vej. Når Giber Ringvej åbnes, forventes trafikken på Beder Landevej at stige markant. Privatfoto

Frygter dødsulykker

Det er blandt andet dem, der i fremtiden vil komme til at cykle blandt endnu flere biler. For ifølge VVM-undersøgelsen for Giber Ringvej vil trafiktallet for Beder Landevej blive næsten tredoblet til 9.000 biler i døgnet som følge af sammenkoblingen.

Samtidig forventer lokalområdet, at cykeltrafikken vil stige, for Egelundcentret, hvor Beder-Malling Idrætsforening blandt andet holder til, skal snart udbygges til et borgercenter med bibliotek og foreningsaktiviteter.

En giftig cocktail, hvis man spørger fællesrådet.

»Det er altså mange utrænede trafikanter, børn og unge, der skal cykle frem og tilbage. En stigning i trafikken bliver endnu farligere for dem. Især når de skal krydse vejen. Derfor er det så vigtigt, at vi får en dobbeltrettet cykelsti på østsiden, hvor centret ligger.«

Farligst anser Daniel Pedersson dog selve tilkoblingen på vestsiden af landevejen for at være, hvis der ikke kommer en cykelsti. Her laver man nemlig et såkaldt shunt, hvor bilister fra ringvejen kan dreje direkte til højre mod Malling og sammenflette med biler, der kommer fra Beder.

»Det betyder, at du som cyklist kan have en bil på både venstre og højre side af dig i en 60 km/t-zone. Det giver en enorm risiko for klemte cyklister, og vi er stærkt bekymrede for, at der kan ske en dødsulykke sådan et sted. Ingen ved deres fulde fem vil cykle på sådan en vej, og det er vores klare indtryk, at mange af de lokale cyklister der kan, vil ende med at tage bilen - stik imod kommunens ønske.«

Sådan kommer tilkoblingen til at se ud. Et t-kryds med et såkaldt shunt, hvor bilister fra Giber Ringvej kan dreje til højre mod Malling uden at stoppe.

Planlagt, men ufinansieret

»Hvorfor pokker er der ikke tænkt på det her?« undrer du dig måske. Men det er der på sin vis.

Cykelstien er nemlig besluttet i forbindelse med Cykelhandlingsplan 2017, hvor man afsatte ca. 4,3 mio. kr. til projektet. Problemet er bare, at det beløb forslår som en skrædder i helvede. Prisen for en dobbeltrettet cykelsti på østsiden er nærmere 16-18 mio. kr., har man fundet ud af, fordi der skal eksproprieres privat grund.

Dermed bliver det et meget kostbart projekt for en ret kort strækning. Alligevel har kommunen overvejet, om dele af summen kunne findes i den økonomiske reserve i Giber Ringvej-projektet, men den mulighed er forduftet med de massive prisstigninger på materialer, har fællesrådet fået besked på.

»Det er relativt mange penge for en meget kort cykelsti. Derfor kigger vi på, om der kan være alternativer til en dobbeltrettet cykelsti langs Beder Landevej,« siger Martin Løv Simonsen, mobilitetsplanlægger i Teknik og Miljø, som især vil undersøge muligheden for at omdanne Egelundstien, en forbindelse, der går mellem byerne bagved Egelundcentret.

Den idé falder ikke i specielt god jord lokalt.

»Det bliver ikke billigt at omdanne sådan en rekreativ forbindelse til adskilt cykel- og gangsti med belysning og alt muligt andet. Og vi er ikke sikre på, at folk vil bruge den i stedet for bilen. Den direkte rute er Beder Landevej. Ikke en kuperet natursti. Skulle man bede folk cykle en omvej gennem et kurvet og bakket landskab? Det tror jeg faktisk ikke, at folk gider,« siger Daniel Pedersson.

Kommunen undersøger muligheden for en cykelsti langs Egelundstien (blå) i stedet for Beder Landevej (gul), der bliver meget bekostelig.

Ikke fair

Martin Løv Simonsen anerkender kritikken.

»Jeg er enig i, at det måske ikke er den mest åbenlyse og optimale løsning, men det kan det måske blive. Der er fordele med nogle niveaufrie krydsninger, og at bløde trafikanter kommer helt væk fra trafikken. Men nu skal muligheden først undersøges,« siger mobilitetsplanlæggeren, der forventer, at en indstilling vil tilgå byrådet på den anden side af sommerferien.

Det betyder også, at uanset løsningen så står en splinterny cykelsti næppe klar til Giber Ringvejs åbning.

»Det, synes vi ikke, er fair. Den er vedtaget, og vi er blevet lovet den. Så snart ringvejen åbner, har vi en helt anden trafiksituation, og det kan vi bare ikke leve med. Det vil ikke være forsvarligt at cykle på den rute mere, så vi må og skal have fundet en løsning, før folk enten kommer til skade eller helt dropper cyklen,« slår Daniel Pedersson fast.

Fællesrådet har som reaktion på meldingen fra kommunen arrangeret et borgermøde i Egelundcentret den 21. juni kl. 19, hvor forvaltningen og diverse politikere forventes at deltage.

»Skiftende byråd har sovet i timen og ikke haft øje for de konsekvenser, ringvejen får for cyklismen i Beder og Malling. Vi håber inderligt, at politikerne vil sørge for at finde de resterende midler til at finansiere cykelstien, så den kan blive etableret i 2023 som absolut seneste frist.«

Kommunen er allerede i gang med at forberede en delvis udvidelse af Beder Landevej. Dog uden cykelsti i første omgang. Privatfoto

Rådmand ærgerlig - Venstre kræver løsning

Onsdag var sagen om cykelstien oppe at vende kortvarigt på byrådsmødet, da byrådet skulle have en status på de store anlægsprojekter i kommunen.

Her rundede man blandt andet Giber Ringvej, og flere politikere rejste i den forbindelse betænkninger ved situationen i Beder og Malling. Blandt andet Venstres Gert Bjerregaard.

»Det er vigtigt for os, at mindre projekter også bliver gennemført. Eks. cykelstien ved Beder Landevej, som burde have været en del af finansieringen til Giber Ringvej,« lød det fra Teknisk Udvalg-medlemmet.

Rådmand for Teknik og Miljø, Steen Stavnsbo (K), slog fast, at de økonomiske reserver, der er afsat til store anlægsprojekter, først og fremmest skal bruges til at gøre de projekter færdig.

»Vi ser ekstraordinære prisstigninger i øjeblikket, og de centrale reserver i projekterne er afsat til netop sådanne situationer. Vi bliver ved med at holde øje med, om det går den anden vej, og sker det, tager vi selvfølgelig nogle af projekterne tilbage i porteføljen, men vi kan ikke bruge penge, der ikke er afsat. Derfor har vi valgt at udskyde ting, som ikke er igangsat endnu.«

Byrådet blev dog enig om at vende sagen i Teknisk Udvalg, og her håber Gert Bjerregaard, at der kan findes en løsning, siger han til avisen.

»Der bliver en benhård prioritering fremadrettet, og det er utroligt uheldigt, at man i Beder og Malling kommer i klemme på det. Nu skal vi først og fremmest have afklaret mulighederne og scenarierne.«

Byrådet har jo lovet borgerne den her cykelsti...

»Derfor skal vi også have fundet en løsning. Giber Ringvej får en afledt negativ konsekvens, så vi bør se på, hvordan vi får fundet de nødvendige midler til at gennemføre det stykke cykelsti. Det er et aktuelt behov nu og her, for der vil kunne opstå farlige situationer. Det skal vi tage hånd om, så min forhåbning er, at vi efter udvalgsbehandlingen kan finde en løsning til gavn for borgerne i området.«

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.