AGF's kvinder forsøger lørdag at skrive dansk fodboldhistorie
Når AGF’s kvinder lørdag spiller sæsonens næstsidste kamp hjemme på Ceres Park mod Odense Q, så er målet - foruden tre point - at slå tilskuer-rekorden for en kamp spillet i den bedste danske kvindeliga. Midlet dertil er gratis billetter.
Mens herrernes sæson sluttede i weekenden, så er der stadig masser at spille for i landets bedste fodboldrække for kvinder.
For på lørdag spiller AGF’s kvinder sæsonens næstsidste kamp hjemme på Ceres Park, hvor Odense Q kommer på besøg. Her kan aarhusianerne med en sejr sikre sig en plads i Gjensidige Kvindeligaen i næste sæson.
Men ikke nok med det, så går Aarhus-klubben også efter en anden skalp: Nemlig rekorden for flest tilskuere til en kamp i den bedste danske kvindeliga. Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.
Den nuværende rekord - som AGF vil slå - lyder i øjeblikket på umiddelbart overkommelige 1.248 tilskuere til en enkelt kamp. Og den håber klubben bl.a. at kunne slå, fordi Gjensidige har købt kampen og dermed sikret gratis entré.
»Vi synes jo, at vores hold har rigtig meget at byde på, og vi vil gerne benytte den vigtige kamp til at vise os frem for hele byen. Samtidig ville det være fantastisk, hvis vi her i Aarhus kunne sætte en ny milepæl i dansk kvindefodbold med en ny tilskuerrekord. Så vi kan kun opfordre alle til at komme i Ceres Park på lørdag,« siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve i pressemeddelelse.
Tilskuernes opbakning betyder alverden for os i en situation, hvor vi kan opnå noget i forhold til vores ambitioner. Så kan vi få mange fans i Ceres Park på lørdag vil det være fantastisk - ikke bare for vores hold og for kampen. Men for klubben og hele byen vil det være et flot signal at sende, hvis vi kan sætte en ny tilskuerrekord
Overlevelse på højkant
På banen er det som tidligere nævnt en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen - landets bedste række - som aarhusianerne kan sikre sig, efter de er gået ubesejret gennem foråret. Med en sejr kan forfølgerne fra B.93 ikke længere hente AGF på den livgivende andenplads. B.93 møder samtidig topholdet fra Sundby og afhængig af resultatet af den kamp kan et point også være nok.
Derfor håber cheftræneren også på stor opbakning til holdet.
»Tilskuernes opbakning betyder alverden for os i en situation, hvor vi kan opnå noget i forhold til vores ambitioner. Så kan vi få mange fans i Ceres Park på lørdag vil det være fantastisk - ikke bare for vores hold og for kampen. Men for klubben og hele byen vil det være et flot signal at sende, hvis vi kan sætte en ny tilskuerrekord - så skal vi nok gøre alt for at give tilskuerne en sejr på lørdag,« siger cheftræner for holdet, Katrine S. Pedersen.
Og vil man gerne ud og hjælpe til med at lave en tilskuerrekord eller bare se noget bold, så oplyser AGF, at de gratis billetter til kampen på lørdag kan hentes på AGF.dk
Foruden selve kampen skriver klubben, at der også vil være fanzone med underholdning for store og små, og efter kampen er det muligt for alle interesserede at komme tæt på holdet og få autografer og måske en selfies.