Sidste skoledag i Aarhus bliver uden alkohol: »Det skal være okay at takke nej«
Over 3.000 aarhusianske afgangselever samles fredag i Brabrand for at markere afslutningen på deres folkeskoletid. I år bliver det til en fest med nye tiltag.
Alkohol plejer at have en væsentlig rolle, når de aarhusianske afgangselever fra folkeskolen fejrer sidste skoledag, men sådan bliver det ikke fredag, når omkring 3.000 unge samles for at markere den særlige dag. For som noget nyt bliver den helt alkoholfri, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Det sker på baggrund af en fælles beslutning, som blev taget sidste år af Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, og Jette Skive (DF), tidligere rådmand for Sundhed og Omsorg. Beslutningen blev taget i forlængelse af byrådets vedtagelse af den såkaldte 7-punktsplan, der med flere initiativer skal skubbe på en kulturændring og dermed en sundere alkoholkultur blandt unge.
»Vi vil gerne understøtte de unge i en sundere alkoholkultur, hvor det er fællesskabet og ikke alkoholen, der er i centrum. Det gør vi med en alkoholfri sidste skoledag. Som ung skal man ikke føle sig udenfor eller fravælge sociale arrangementer, fordi man ikke har lyst til at drikke. Det skal være okay at takke nej til alkohol,« siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, i pressemeddelelsen.
Nye rammer
En alkoholfri fest er dog ikke det eneste, der er nyt ved sidste skoledag-markeringen. For når de mange elever fredag samles, sker det ikke som tidligere år i Botanisk Have i den centrale del af Aarhus, men på Grimfests plads i Brabrand.
Dagen vil byde på flere aktiviteter herunder vaffelbagning, lasergames, brætspil og konkurrencer fra scenen. Ikke mindst har de unge selv været med til at udvælge artisterne til musikscenen, hvor artisterne Saso, Lamin, Josva og Icekiid skal spille.
»Det er fantastisk endelig at kunne afholde sidste skoledag i fysiske rammer og i fællesskab. Langt om længe kan vi mødes og fejre de unge, denne gang med bøgetræer, livemusik og forhåbentligt solskin som ramme for en festlig, sjov og tryg dag,« siger Michel Larsen, medarrangør af sidste skoledag og leder af Gadeplan Aarhus i Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen.
Østjyllands Politi vil desuden være til stede og medvirke til at skabe trygge rammer på dagen, oplyser Aarhus Kommune.
jwh