Byport lyste blåt og gult – nu har direktør sagt stop og beskyldes for at mangle »nosser«

Det har skabt debat, at ledelsen i Brabrand Boligforening ikke vil lade Gellerups byport lyse op i det palæstinensiske flags farver.

Artiklens øverste billede
Flot var det, da byporten til Gellerup den 28. februar i år lyste op i blå og gule farver. Foto: Brabrand Boligforening
Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbrev for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Den 28. februar i år lyste byporten, der byder beboere og gæster velkommen til Gellerup, op i gule og blå farver i sympati med Ukraine.

Initiativet, der blev en realitet efter et beboerønske, har givet Rania Jamal fra Gellerup en idé. Hun har bedt om, at porten en aften også skal lyse op i røde, sorte, hvide og grønne farver i sympati med Palæstina.

Forslaget møder opbakning hos formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken, Youssef Abdul Kader, og hos bestyrelsens næstformand, Helle Hansen. Idéen falder dog i knapt så god jord hos direktør for Brabrand Boligforening, Kristian Würtz.

På et møde med Kader og Hansen tirsdag den 17. maj gav Würtz udtryk for, at han ikke ønsker porten lyst op i farver i sympati med Palæstina, da det kan »medføre en politisk debat.« Det bekræfter Youssef Abdul Kader og Helle Hansen over for Lokalavisen Aarhus.

At ledelsen i Brabrand Boligforening ikke er interesseret i potentiel politisk debat har startet en anden, temmelig ophedet, debat.

Forskelsbehandling

Ifølge Rania Jamal og flere andre beboere i Gellerup er det besynderligt og udtryk for forskelsbehandling, at ledelsen i Brabrand Boligforening har bedt om, at byporten ikke bliver lyst op i røde, sorte, hvide og grønne farver.

»Hvorfor var det ikke politisk med de gule og blå farver? Det er det, jeg gerne vil vide, og hvis Kristian Würtz er bange for en politisk debat, hvordan kan han så kæmpe beboernes sag? Der står over 1000 lejligheder, der skal rives ned, og han skal have mod til at sige Folketinget imod,« siger Rania Jamal og fortsætter:

»Har han nosser nok til at kæmpe imod Folketinget? Det er jeg ikke sikker på. Han skal bevise, at han kæmper med os. Størstedelen af beboerne her er palæstinenserne, og vi blev lovet, at lyset måtte komme op.«

Der mangler retningslinjer for brug af lyssætninger i byporten til Gellerup, mener direktør for Brabrand Boligforening, Kristian Würtz. Foto: Brabrand Boligforening

En stor del af beboerne i Gellerup har, som Rania Jamal nævner, palæstinensiske rødder, og konflikten mellem Israel og palæstinenserne er for nylig atter blusset op.

11. maj blev den palæstinensisk-amerikanske journalist Shireen Abu Akleh skudt og dræbt, mens hun dækkede en israelsk militærrazzia i den palæstinensiske by Jenin.

51-årige Shireen Abu Akleh bar angiveligt en skudsikker vest med ordet »presse,« da hun blev ramt af et skud i ansigtet.

»Jeg mener selvfølgelig ikke, det er okay, at Rusland har invaderet Ukraine, men hvis man skulle sammenligne, hvorfor må Israel så tage et land og slå ihjel, mens Rusland ikke må? Krig er krig. Det er menneskeliv, det handler om,« siger Rania Jamal til Lokalavisen Aarhus.

I et opslag i facebookgruppen Gellerup 365/22 skriver Rania Jamal, at »størstedelen af beboerne på Gudrunsvej« ikke ønsker, at Kristian Würtz fortsætter som direktør for Brabrand Boligforening.

Rania Jamal, hvilket belæg har du for at skrive det?

»Jeg har boet her i mange, mange år, og jeg kender folk, og jeg taler med folk. Vi overvejer at holde demonstrationer og holde indgangen til Gellerup lukket.«

Rania Jamal er vokset op i Gellerupparken. Hun bor i dag i Toveshøj.

Ingen retningslinjer

Formanden og næstformanden for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken mener ikke, Kristian Würtz skal stoppe som direktør.

Youssef Abdul Kader og Helle Hansen er dog enige med Rania Jamal i, at det er en forkert beslutning, at ledelsen ikke ønsker porten til Gellerup lyst op i palæstinensiske farver.

»Vi mener, at vi kan bestemme hvilket lys der skal være, og vi føler meget med dem på Vestbredden. Det er mine naboers familier, det handler om,« siger Helle Hansen til Lokalavisen Aarhus.

Ledelsen for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken vil nu tage emnet op på et beboermøde.

»Vi vil sikre nogle retningslinjer for lyset. I dag har vi ingen retningslinjer for, hvordan man kan eller skal bruge lyset. Jeg vil gerne tage diskussionen, og hvis beboerne er enige i, at vi skal vise sympati med Palæstina, synes jeg, at vi skal lyse porten op i det palæstinensiske flags farver,« siger Helle Hansen.

Direktør forstår frustration

Lokalavisen Aarhus har taget kontakt til Brabrand Boligforenings direktør, Kristian Würtz, og forholdt ham Rania Jamals kritik. I en mail skriver han følgende:

»Vi har vurderet, at der ikke skal igangsættes ny lyssætninger før der er aftalt fælles retningslinjer, og i forståelse med formandskabet i afdeling Gellerup lyses der indtil videre med det normale, hvide lys. Det står jeg naturligvis bag..«

Kristian Würtz oplyser, at det var i forbindelse med »den landsdækkende lyskampagne for Ukraine,« at boligforeningen blev opmærksom på de manglende retningslinjer for, »hvordan vi skal arbejde med lyssætningen i byporten.«

»Boligforeningen arbejder derfor på en sådan ramme i dialog med afdelingsbestyrelsen,« skriver Würtz i mailen til Lokalavisen Aarhus og tilføjer:

»I øvrigt kan jeg sagtens forstå den frustration, som mange oplever som reaktion på begivenhederne i den palæstinensisk-israelske konflikt, og som også mange af vores beboere har tæt inde på livet.«

Det koster angiveligt omkring 3000 kroner samt arbejdstid, når der skal skiftes lyssætning i porten. Regningen betales af beboerne i Gellerupparken.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.