Sådan ser dine nye affaldsbeholdere ud
Der bliver nu mulighed for at se kommende affaldsbeholdere i en udstilling på din nærmeste genbrugsstation.

Som et led i at aarhusianerne skal sortere mere, får man nu en tredje affaldsbeholder til indkørslen i andet halvår af 2023.
Nu giver Kredsløb - tidligere AffaldVarme Aarhus - mulighed for at, at man kan tage et nærmere syn på dem i en udstilling på den nærmeste genbrugsstation.

»Hvis man er i gang med at bygge ny indkørsel eller laver den eksisterende om med en dedikeret plads til affaldsbeholderne, er det oplagt at gøre plads til den ekstra beholder allerede nu. Og her giver det ofte bedst mening at se tingene i virkeligheden fremfor kun at forholde sig til tegninger og mål,« forklarer Lene van der Raad, som er chef for genbrug og energi hos Kredsløb, i en pressemeddelelse.
Det er planen, at borgerne skal have tre sorte beholdere, og i den forbindelse er det ambitionen at genbruge så mange som muligt af de eksisterende sorte beholdere. De nuværende grønne beholdere til restaffald udskiftes til en sort beholder med en skillevæg til madaffald og restaffald.
Beholderudstillingen er tilgængelig på alle Kredsløbs seks genbrugsstationer i åbningstiden frem til sommeren 2023. Du kan se affaldsbeholderne og få mere viden om affaldssorteringen her.
ksa