Ole Thomsen fyret
Forretningsudvalget I Region Midtjyllands handler på analyse af karkirurgi og har besluttet at afslutte samarbejdet med koncerndirektør Ole Thomsen.
På et ekstraordinært møde i dag, torsdag 12. maj, har forretningsudvalget i Region Midtjylland drøftet analysen af karkirurgien. Den viser, at regionens kapacitet til at behandle patienter med sygdomme som åreforkalkning og udposninger på blodkarrene er for lav.
Ifølge analysen kan det ikke udelukkes, at den lave kapacitet har ført til amputationer, der kunne være undgået eller udskudt, hvis patienterne var behandlet forebyggende tidligere i deres sygdomsforløb.
»Forretningsudvalget ser meget alvorligt på sagen om amputationer. Derfor ønsker forretningsudvalget at afslutte samarbejdet med koncerndirektør Ole Thomsen,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.
»Jeg anerkender Ole Thomsens store indsats i sundhedsvæsenet de seneste 20 år. Vi ønsker imidlertid en ny profil, idet vi gerne vil have sundhedsfaglige kompetencer ind i direktionen til at styrke arbejdet med kvalitet, patientsikkerhed og patientforløb i hele organisationen.«
ksa