Se hjerteskærende video: Kollegaer lancerer indsamling til invalideret betjent
Politi-organisationen Thin Blue Line har på dagen med første retsmøde lanceret en stor indsamling til betjenten Stefan Nymann, der blev påkørt af en vanvidsbilist.

Kort før retssagen mod den vanvidsbilist, der i juni 2021 påkørte og invaliderede betjenten Stefan Nymann i Aarhus, blev skudt i gang, lancerede betjentens kollegaer i den frivillige politiforening Thin Blue Line er stor indsamlingskampagne til fordel Stefan Nymann og hans familie.
På de sociale medier og Thin Blue Lines egen hjemmeside har organisationen offentliggjort en rørende video, hvor man ser videoer af den 32-årige betjent fra Østjyllands Politi før og efter den skæbnesvangre dag, hvor han blev sendt i langvarigt koma.
»Vi lancerer indsamlingen, fordi Stefan er nået til et punkt i sit liv, hvor han og hans familie kigger fremad. Desværre mod et anderledes liv, end de har levet tidligere. Til det liv har de brug for penge og midler, og det vil vi gerne støtte. Vi vil gerne hjælpe med at finansiere deres fremtidige liv,« siger næstformand i Thin Blue Line, Allan Beier, til Lokalavisen Aarhus.
Stefan Nymann var i et månedlangt koma, før genoptræningen kunne begynde, og det står nu klart, at livet formentlig fremadrettet vil være præget af hjerneskade og lammelse. En skærende kontrast til den aktive livsstil, han havde før ulykken, hvor han og hustruen netop var blevet gift og havde købt en landejendom i det sydlige Aarhus.

Først nu, hvor der er en vis afklaring i forhold til hans helbredsmæssige fremtid, har det givet mening for Thin Blue Line, der har været i tæt dialog med Stefans hustru, Gitte, at sætte indsamlingen i søen.
Og lanceringen på første retsmødedag er med fuldt overlæg, fortæller Allan Beier.
»Det er helt bevidst, at vi gør det på første retsdag mod gerningsmanden. Vi ser det egentlig som en slags symbolsk handling på en dag, hvor der er fuld fokus på det, der skete,« siger næstformanden, som afviser, at der er tale om et forsøg på at påvirke retshandlingen.
»Vores arbejde er apolitisk. Vi holder os fra at involvere os i sager, men har fokus på vores kollegaer og deres pårørende. Formålet er på ingen måde at påvirke sagen, og for mit vedkommende har jeg også fagligt og menneskeligt en enorm tiltro til, at vores retssystem - i denne sag og andre - kan navigere uden om eventuel påvirkning udefra.«