Nedbrud på unik strålekanon kan sende kræftpatienter til udlandet
70 tons tung cyklotron er kommet alvorligt til skade og er ukampdygtig i to uger.

En mindre katastrofe er overgået Dansk Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital i weekenden.
Under leverandørens vedligeholdelsesarbejde opstod der en alvorlig skade på hospitalets cyklotron, en gigantisk strålekanon, som genererer protoner til strålebehandling af kræftpatienter.
Cyklotronen er landets eneste af sin slags. Den giver en mere skånsom behandling end almindelige røntgenstrålebehandling, og derfor har det alvorlige konsekvenser for flere kræftpatienter, at den enorme maskine nu er ukampdygtig.
»Det er en meget uheldig situation, som er opstået. Vi arbejder på højtryk med at sikre patienterne behandling og med at informere patienterne bedst muligt,« siger cheflæge og professor Morten Høyer, Dansk Center for Partikelterapi, i en pressemeddelelse.

Hospitalet oplyser, at ingen patienter er blevet behandlet med den beskadigede cyklotron.
I øjeblikket undersøger leverandøren omfanget af skaden og hvilke reservedele, der skal fremskaffes til cyklotronen. Der må dog forventes noget nedetid, og derfor bliver hospitalet muligvis nødt til at sende kræftpatienter til udlandet for at modtage behandling.
»Leverandøren forventer, at anlægget kommer til at stå stille de næste to uger, mens skaden udbedres, men det kan komme til at tage længere tid. Vi har en nedbrudsplan, som vi følger, og den betyder, at patienterne får almindelig stråleterapi under nedbruddet, men det kan komme på tale at sende patienter til partikelterapi i udlandet,« siger Morten Høyer.
Kræftafdelingerne i Danmark, som henviser til partikelterapi, er informeret om, at patienterne kommer tilbage til dem for at få almindelig stråleterapi, som er ligeså effektiv i forhold til at gøre patienterne raske, men knap så nænsom.
ddp