Borgmester vil skyde 180 millioner i lufthavn: En lussing til velfærden, mener støttepartier
Socialdemokratiets støttepartier er langt fra enige i, at det er en god idé at skyde et trecifret millionbeløb afsted efter Aarhus Airport.

180 millioner kroner.
Så mange penge vil Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) putte i Aarhus Airport for at booste og udvikle lufthavnen efter en coronapandemi, der har ramt luftfartsbranchen hårdt.
»En velfungerende lufthavn med attraktive ruter er en væsentlig forudsætning for at udvikle det østjyske erhvervsliv,« siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Det østjyske erhvervsliv har gentagne gange understreget, at en velfungerende lufthavn er helt essentiel for at sikre områdets konkurrencedygtighed. På den baggrund er det afgørende, at vi fortsat investerer i en nødvendig udvikling af Aarhus Airport.«
Men at kaste 180 millioner kroner efter Aarhus Lufthavn er en helt skæv og en urimelig prioritering, lyder det fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.
»Et løft til Aarhus Lufthavn på 180 millioner kroner vil være en regulær lussing til børn, unge og ældre i Aarhus. Vi står i en situation, hvor der er pres på pasningen af de yngste og børn med diagnoser venter på hjælp. Samtidig må voksne handicappede og ældre tage til takke med knaphed i tilbuddene til dem,« siger byrådsmedlem for SF Aarhus, Liv Gro Jensen, i en pressemeddelelse.
Ifølge hende er borgmesterens »kompas indstillet på fortidens løsninger.«
Partierne foreslår i stedet, at de 180 millioner kroner fordeles med 100 millioner som en velfærdsbonus til velfærds- kultur og foreningslivet i Aarhus samt med 40 millioner til at forbedre indeklimaet i skoler og dagtilbud og 40 millioner til klimafonden.
De tre partier vil finansiere deres kontraforslag via den såkaldte »tunnelmilliard.« Penge, der er i overskud i Aarhus Kommunes pengekasse efter, at staten har overtaget finansieringen af Marselistunnelen.
»Vi skal investere i velfærd, klima og foreningsliv fremfor luftfart. I dag rækker pengene ikke til forebyggende indsatser i de brede velfærdstilbud, og knap nok til at holde driften kørende. Jeg ser langt større perspektiver i et klima og velfærdsløft fremfor et lufthavnsløft. Vi skal have pengene ud til skoler, dagtilbud, hjemmepleje, lokalcentre, forsorgshjem, bosteder og foreninger, så de for en stund kan skabe konkret og positive forandringer i hverdagen,« siger byrådsmedlem fra Enhedslisten Thure Hastrup.
Borgmester Bundsgaards idé forudsætter, at Aarhus Airports øvrige ejerkommuner, Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune, hver hoster op med godt 10 millioner kroner, og at der findes private investorer, der kan bidrage med minimum 90 millioner kroner.