Tidligere TV2-profil måtte lære at tale igen efter blodpropper: Nu skifter han atter job
Den tidligere TV2-journalist Anders Langballe stopper som kommunikationschef hos Dansk Ejendomsmæglerforening for at forfølge drømmen som selvstændig.
De sikre rammer med fast indtjening og kontorplads skiftes nu ud med en mere usikker fremtid som selvstændig for Anders Langballe.
”En ny kolbøtte” kalder den tidligere TV2-journalist skiftet, som han fortæller om i et opslag på det sociale medie Linkedin.
Anders Langballe, der oprindelig kommer fra Aarhus, kommer fra en rolle som kommunikationschef hos brancheorganisationen Dansk Ejendomsmæglerforening, hvor han kun har været i knap et år. Alligevel vil han nu prøve noget nyt.
»Det føles grænseoverskridende at gå fra et fast job, men på den anden side også befriende. Under alle omstændigheder er beslutningen taget – og jeg glæder mig til at kaste mig ud i det,« lyder det i opslaget.
I opslaget skriver Anders Langballe også, at han især vil have fokus på foredrag, ligesom han vil hjælpe organisationer og virksomheder med at løse deres udfordringer.
Med ”en ny kolbøtte” henviser Anders Langballe til, at han har haft nogle turbulente år. For lidt over tre år siden fik han to blodpropper, som følge af for stort arbejdspres.
Det satte en stopper for karrieren som journalist og politisk kommentator ved TV2, og efter genoptræning blev han kommunikationschef for interesseorganisationen Danske Handicaporganisationer.
Ud over jobskiftet er det også blevet til en debut som forfatter med bogen ”Forfra”, hvor han skriver om sin tid som journalist ved TV2.
Efter blodpropperne i 2018 måtte Anders Langballe både lære at tale og skrive igen. Det lykkedes, men han døjer stadig med et lavere energiniveau end tidligere, har han tidligere forklaret til magasinet Helse.
/ritzau/